25. juli 25: Port Hardy – Port McNeill

Vi havde en drøm om at køre ca. 60 km mod San Josef Bay, som er et meget nordvestligt sted på Vancouver Island. Jeg havde læst, at vejene var dårlige, og det ville være en udfordring at komme frem i vores kæmpe camper, som samtidig skulle vige for de mange brede og tunge ‘logging-trucks’, som benytter vejene. Faktisk står der flere steder, at man skal sørge for at vige for dem, for de gør det ikke! Vi besluttede, at vi ikke orkede den slags offroad udfordringer, så vi besluttede os for at gå med plan B.

Vi kørte i stedet den korte vej fra Port Hardy til Port McNeill, hvor vi havde læst, at der skulle være hyggeligt. Vi var heldige og hapsede den sidste plads på en lokal campingplads, der hed Broughton Strait Campground. Det viste sig at være et kæmpe scoop, for pladsen var fantastisk. Ikke nok med at vores plads var hyggelig og privat, så kunne man vaske tøj ganske gratis.

Vores nye naboer kom og hilste på os. Det var to bedsteforældre med deres næsten voksne barnebarn. De var fra Vancouver Island, og de havde boet der hele deres liv. De sagde, at de ikke behøvede at rejse andre steder hen end Vancouver Island, for selv hvis man brugte hele sit liv, ville man stadig ikke nå at opleve det hele. De behøvede ikke uddybe. Vi forstod til fulde, hvad de mente.

Senere kom deres søn og svigerdatter på besøg. Sønnen havde en friskfanget laks med og helt uden at betænke sig, gav vores nabo os den ene hele lakseside. Vi tabte underkæben, og jeg ved ikke, hvor mange gange, vi sagde tak. Han trak bare på skulderen og sagde: ‘sure’, som om det var ingenting.

Vores øjne var helt udmattede af gårsdagens vidunderlige sejltur ad ‘Inside Passage’, så selvom det lyder skørt, så havde vi brug for en pause fra skønhed. Det var selvfølgelig naivt at tro, at man kan få sådan nogle pauser i Canada. Dumme os.

Da vi besluttede at gå den korte tur ned i byen, startede vi med at gå gennem noget, der mindede om regnskov. Da vi kom ud af skoven, dukkede en virkelig hyggelig havneby op foran os. Der var barer og restauranter af den hyggelige slags, og så var der et virkelig fint havnemiljø.

Vi gik forbi to amerikanere, der havde fanget en stor portion flotte laks. De tog sig tid til at forklare os, hvordan man kunne kende forskel på de to slags laks, de havde fanget: ‘king salmon’ (kongelaks) og ‘silversalmon’ (sølvlaks).

På vejen hjem gik vi forbi et område, hvor vi kunne se lavvandet. Det bragte masser af fugle til området, og vi hørte et mærkeligt skrig lige over hovedet på os. En ung havørn sad på en elmast lige over vores hoveder. Den så lidt forpjusket og rådvild ud, som du måske fornemmer i videoen. Men da den til sidst bredte sine vinger og fløj, var den alligevel ikke så lille, som vi måske troede.

Tilbage i camperen skulle der laves mad, og vi skulle have laks til forret. Godt med smør, friskkværnet peber og salt, og så var den hjemme. En festmåltid! Inden afgang næste morgen hængte vi et styks hjemmehæklet karklud på deres campingdør som tak til vores søde naober. Måske bliver de lige så glade for den, som vi gjorde for deres laks.

4 kommentarer til “25. juli 25: Port Hardy – Port McNeill”

  1. Hej med jer

    Endnu en morgen hvor der er nyt fra jer og Canada. Jeg nyder at læse om alle jeres oplevelser, mens jeg spiser morgenmad. De fantastisk flotte billeder drager mig ind i et univers, så det er nemt at forestille sig de landskaber, I oplever og kører igennem. Mens jeg læser dine beskrivelse Mette, så hører jeg Susannes stemme – det flotte sprog med en tvist af finurlighed minder om din mors. Hav det nu godt på jeres videre færd.

    kh. Lone

    Like

    1. Hej Lone

      Tusind tak! Det er så dejligt at høre, at der er flere end os, der oplever dette her eventyr! 😊

      Kh fra os alle, Mette 🌸

      Like

  2. Sikken et eventyr og skønt, I kan dele oplevelserne – unge, ældre og midt imellem. Glæder os til at høre mere, når I er godt hjemme igen. Fortsat god rejse 👍😊Kh Gitte

    Like

Skriv et svar til Lone Hansen Annuller svar