24. juli 25: Prince Rupert – Inside Passage 🚢 – Port Hardy, Vancouver Island

Vækkeuret ringede kl. 0445, og den slags er jo aldrig rart. Alligevel var det 6 forventningsfulde rejsedeltagere, der stablede sig på benene og forlod campingpladsen. Vi stod på tærsklen til endnu en stor oplevelse, og vi følte forventningen helt ind i knoglerne.

“Inside Passage” ventede på os. En sejltur, der ville vare fra kl. 07.30 til 23.50, og som ville bringe os 500 km gennem beskyttede farvande fra Prince Rupert, kun 30-40 km fra grænsen til Alaska, og ned til Port Hardy, der ligger på Vancouver Islands nordspids.

Der findes et ord for den slags rejser. Nogen kalder det transport, men jeg kalder det spa-ophold. Det, at sidde i en behagelig stol og kigge ud på det ene mere vidunderlige lanskab efter det andet, der glider forbi dine øjnene. Du behøver ikke at tænke, du kan nøjes med at nyde. Måske bliver du lidt træt og lader øjnene glide i. Måske bliver det bare et kort øjeblik, men måske tager du en lille lur. Det er okay. Du har ikke noget, du skal nå… Zzzz…

Vent, nå jo. Vi ville jo også gerne se et af de vilde dyr, der både gemmer sig over og under vandet. Udenfor var der lunt, men ikke varmt. Vejret var let overskyet, men der var god sigtbarhed. Når man gik ud på et af de mange udsigtsdæk, strøg en lun brise gennem håret, og man mærkede Stillehavets fugtige kys på kinderne.

Pludselig så vi blåst ét sted. ‘Blåst’ er, når hvaler puster luft op i luften. Så et andet sted. Pludselig en grå rygfinne og ryggen af noget gråt, der gled på en rolig og nærmest underspillet måde gennem vandet, og vi vidste, at noget stort gemte sig lige under overfladen. Blåst igen. Og igen, men længere væk. En stemme over færgens højtaler sagde, at vi havde set ‘humpback whales’, altså pukkelhvaler. Wauw.

Efter lidt tid så vi en halefinne stige op over havet. Kulsort og ligeså fuldstændigt fantastisk fuldendt, som når man ser det i en dokumentar eller på film. En skotte stod ved siden af mig og bemærkede tørt, at det var en ‘orca’, en spækhugger, og at når man så halefinnen stige på den måde, så dykker de, “and it’s over”. Ligemeget. De var der. Lige nedenunder og rundt om os! Det var magisk. De store kæmper, der gled som hemmelige, glatte undersøiske skabninger gennem det mørke vand. Tavse og nysgerrige.

‘Billeder?’ spørger du. Altså, der skete det, at vi havde travlt med at måbe. Og da vi var færdige med at måbe, var hvalerne væk. Vinduet var for lille, og det var kun ham kloge-åge-skotten, der havde taget billedet. Han havde prøvet det før, og han var forberedt. Øv.

Vi gik indenfor og nåede også at hygge en smule.

Inden længe så vi ørne. Først én kæmpe, KÆMPE havørn. Den hang over en bjergtop og gled rundt og rundt om toppen af bjerget – knap nok uden at bevæge vingerne. Som en tavs kæmpe i skyerne, der kiggede ned med et evigt årvågent øje. Vingefanget var kolossalt. Jeg har læst, at vingerne kan ligne døre, og det var præcis, hvad de gjorde. Massive brede egetræsdøre.

Senere så vi tre ørne, der gled over samme bjergtop. Som i en dans i en uudtalt aftalt koordination. Som i en drøm, hvor bevægelser foregår i slowmotion, og hvor det ville være helt normalt, hvis man følte, at man kunne se ind i ørnens øje og kende dens sjæl. Det var vist næsten det, jeg følte, og så drømte jeg ikke engang.

Det blev aften, og solen gik ned. Vi blev så trætte, at vi næsten ikke kunne holde øjnene oppe. Ja, det kunne vi faktisk ikke, så vi sov.

Pludselig var turen slut, og vi kørte fra borde – nu på Vancouver Island. Et eventyr ventede på os, så meget vidste vi. Men først måtte vi overgive os til søvnens blide favntag, som vi gladeligt lod os vugge til ro.