Canada

Vækkeuret ringede kl. 0445, og den slags er jo aldrig rart. Alligevel var det 6 forventningsfulde rejsedeltagere, der stablede sig på benene og forlod campingpladsen. Vi stod på tærsklen til endnu en stor oplevelse, og vi følte forventningen helt ind i knoglerne.

“Inside Passage” ventede på os. En sejltur, der ville vare fra kl. 07.30 til 23.50, og som ville bringe os 500 km gennem beskyttede farvande fra Prince Rupert, kun 30-40 km fra grænsen til Alaska, og ned til Port Hardy, der ligger på Vancouver Islands nordspids.

Der findes et ord for den slags rejser. Nogen kalder det transport, men jeg kalder det spa-ophold. Det, at sidde i en behagelig stol og kigge ud på det ene mere vidunderlige lanskab efter det andet, der glider forbi dine øjnene. Du behøver ikke at tænke, du kan nøjes med at nyde. Måske bliver du lidt træt og lader øjnene glide i. Måske bliver det bare et kort øjeblik, men måske tager du en lille lur. Det er okay. Du har ikke noget, du skal nå… Zzzz…

Vent, nå jo. Vi ville jo også gerne se et af de vilde dyr, der både gemmer sig over og under vandet. Udenfor var der lunt, men ikke varmt. Vejret var let overskyet, men der var god sigtbarhed. Når man gik ud på et af de mange udsigtsdæk, strøg en lun brise gennem håret, og man mærkede Stillehavets fugtige kys på kinderne.

Pludselig så vi blåst ét sted. ‘Blåst’ er, når hvaler puster luft op i luften. Så et andet sted. Pludselig en grå rygfinne og ryggen af noget gråt, der gled på en rolig og nærmest underspillet måde gennem vandet, og vi vidste, at noget stort gemte sig lige under overfladen. Blåst igen. Og igen, men længere væk. En stemme over færgens højtaler sagde, at vi havde set ‘humpback whales’, altså pukkelhvaler. Wauw.

Efter lidt tid så vi en halefinne stige op over havet. Kulsort og ligeså fuldstændigt fantastisk fuldendt, som når man ser det i en dokumentar eller på film. En skotte stod ved siden af mig og bemærkede tørt, at det var en ‘orca’, en spækhugger, og at når man så halefinnen stige på den måde, så dykker de, “and it’s over”. Ligemeget. De var der. Lige nedenunder og rundt om os! Det var magisk. De store kæmper, der gled som hemmelige, glatte undersøiske skabninger gennem det mørke vand. Tavse og nysgerrige.

‘Billeder?’ spørger du. Altså, der skete det, at vi havde travlt med at måbe. Og da vi var færdige med at måbe, var hvalerne væk. Vinduet var for lille, og det var kun ham kloge-åge-skotten, der havde taget billedet. Han havde prøvet det før, og han var forberedt. Øv.

Vi gik indenfor og nåede også at hygge en smule.

Inden længe så vi ørne. Først én kæmpe, KÆMPE havørn. Den hang over en bjergtop og gled rundt og rundt om toppen af bjerget – knap nok uden at bevæge vingerne. Som en tavs kæmpe i skyerne, der kiggede ned med et evigt årvågent øje. Vingefanget var kolossalt. Jeg har læst, at vingerne kan ligne døre, og det var præcis, hvad de gjorde. Massive brede egetræsdøre.

Senere så vi tre ørne, der gled over samme bjergtop. Som i en dans i en uudtalt aftalt koordination. Som i en drøm, hvor bevægelser foregår i slowmotion, og hvor det ville være helt normalt, hvis man følte, at man kunne se ind i ørnens øje og kende dens sjæl. Det var vist næsten det, jeg følte, og så drømte jeg ikke engang.

Det blev aften, og solen gik ned. Vi blev så trætte, at vi næsten ikke kunne holde øjnene oppe. Ja, det kunne vi faktisk ikke, så vi sov.

Pludselig var turen slut, og vi kørte fra borde – nu på Vancouver Island. Et eventyr ventede på os, så meget vidste vi. Men først måtte vi overgive os til søvnens blide favntag, som vi gladeligt lod os vugge til ro.

Vi sagde farvel til vores skyggefulde plads på Ferry Island, og så kørte vi videre mod Prince Rupert. Det var igen en varm dag, omend vinden var taget til.

Vi gjorde et kort stop i Terrace, og så fortsatte vi ud på landevejen. I den sidste tid, hvor vi er kørt ad Highway 16 aka. “Highway of Tears”, er skiltene efterhånden skiftet. Vi ser stadig skilte med slogans som: “Lad ikke dit barn hitchhike”, men de primære skilte er nu advarsler om… lastbiler. Og ikke bare lastbiler, men ‘logging-trucks’, der kører med enorme læs.

Her er der advarsler om, at man skal passe på krydsende lastbiler, igangsættende lastbiler og meget andet med lastbiler. Der er ganske få skilte om bjørne og vildt, men det er altså ikke, fordi det ikke er her. Der er masser af bjørne og andet vildt, men nu er der altså noget endnu farligere, nemlig logging-trucks. Og det tror jeg gerne, for undervejs blev vi overhalet af en sådan, endda med hænger, og han kørte stærkt. Jeg har ikke svært ved at forestille mig, hvad der ville ske, hvis han kørte ind i nogen.

Køreturen fulgte Skeena floden, som er voldsom. Jeg tror ikke, vi har noget i Danmark, som kan sammenlignes. Alt er større og voldsommere og ofte også mere farverigt i Canada. Skeena, der betyder ‘flod fra skyen’, er meget betydningsfuld i Canada og har altid været det. Den er 570 km lang, og den udmunder i Stillehavet ved Prince Rupert. Det er en af Canadas vigtigste laksefloder, og den har til alle tider været en livsnerve – også for de oprindelige folk.

Fra ubegribelig skønhed i landskabet til gråt og næsten uhyggeligt bybillede. Der er ingen billeder fra Prince Rupert, for jeg har faktisk aldrig været i en by, hvor jeg fik så dårligt et indtryk. Jeg så en fattig og slidt by, hvor facaderne var triste, afskallede og grå. Ja, man kunne næsten tro, at al farve og glans var støvsuget bort og erstattet med grå. Der var masser af mennesker i gaderne. De ludede på gadehjørnerne med plastikposer i hænderne. Tand- og gnistløse. Gen-puljen var brugt op, måske endda genbrugt, og det var en befolkning, der nok kunne have brug for både et nyt og sundere menukort i køledisken og tilførsel af nyt blod.

Der var ikke nogen venlig stemning i gaderne. Selvom vi gjorde ihærdige forsøg, var det ikke muligt at fravriste et retursmil ud af hverken forbipasserende eller ekspedienter. Der var dårlig stemning og aggressioner, der nærmest flød gennem de slidte gader og forvrængne ansigter. Byen føltes, som en kedel, der var ved at eksplodere, og vi havde ikke lyst til at være der, når det skete. Vi skyndte os videre til vores campingplads, og regnen satte ind i samme øjeblik. Det var ligemeget. Pladsen var hyggelig og bød på de fineste bruserum med dejligt varmt vand i hanerne. Der skal ikke så meget til at vende en dårlig stemning til en god, når man rejser på denne måde. Vi vaskede Prince Ruperts grå stemning af os og vendte blikkene fremad. Morgendagen bød på kæmpe oplevelser, når vi stiger ombord på færgen og sejler ad ‘The Inside Passage’, som regnes som en af verdens smukkeste sejlture.

Planer er til for at blive ændret, og i dag gad vi ikke følge den slagne vej. Vi havde tænkt os, at vi ville køre ca. 100 km nordpå til et fortryllende sted med varme kilder. Derefter ville vi køre cirka 100 km retur. Sagen var bare, at vi ikke orkede at køre 200 km “for sjov”, for vi kører faktisk meget – helt uden at lave den slags udflugter. Desuden var det virkelig varmt, og tanken om at hoppe i varmt vand, når vi i forvejen tapsvedte, var ikke tillokkende.

Brian og jeg besluttede, at vi ville prøve at gå ind til byen Terrace. Det gjorde vi, og vi gennemførte, men det ikke nogen specielt rar tur, fordi vi var nødt til at gå langs en meget trafikeret landevej i bagende sol.

Terrace var faktisk ret kedelig. Der var godt nok et center, men det var nu ikke noget særligt, selvom vi kom derfra med både sko og t-shirt. 😅

Tilbage på Ferry Island var de andre også kommet tilbage fra en tur til stranden. Vi var alle klar til at sidde i skyggen under de høje “Canadian Rockies Acer” (canadisk ahorn), der bredte deres store beskyttende blade ud som en parasol over os. Det føltes som i en regnskov. Fugtig skyggefuld varme og ikke den mindste smule vind.

Da aftenen faldt på, var det kun blevet en anelse køligere. Alligevel havde vi lyst til at lave et bål og stege pølser. Det smagte fantastisk, og røgen holdt myg og fluer væk. Det gav os mulighed for at sidde ude en del af aftenen uden at blive ædt, og jeg skulle ellers hilse og sige, at myggene er sultne i Canada.

Vinden stod næsten stille. Det var varmt, og den svage brise, der indimellem sendte en svalende vind i vores retning, var ikke nok til at køle os. Vi ville besøge K’San Historical Site og K’San Museum, der lå lige ved siden af campingpladsen, men vi skulle lige tage tilløb.

Vi nåede kun hen til indgangsstedet, før vi var klar over, at det nok skulle blive interessant. Vi valgte at købe en guidet tour, for det var den eneste måde, man kunne få adgang til grundens bygninger. Selve museet betalte man ikke for at se – kun hvis man ville give en donation.

Den guidede tur kostede sølle 15$ pr. person, og det vil sige 75kr. Vores guide præsenterede sig selv som en del af de “indigenous”, altså de indfødte. Hun tilhørte frøerne, nemlig ‘the frog clan”. Hendes drengebørn bliver ikke frøer, for når de bliver gift, følger de deres kones klan. Hun havde også døtre, og de bliver i frø-klanen, og de tilfører mænd og børn og dermed liv og fællesskab, sammenhold og kunnen.

Først så vi ‘the clan house’, klanernes hus. Det var en stor bygning, men ville i virkeligheden være meget større, fordi den skulle kunne rumme op mod 60 klaner, som boede, arbejdede og sov sammen.

Dernæst så vi ‘the smoke house’, som var en form for ‘højtidelighedernes hus’, hvor man spiste sammen, holdt en slags teaterstykker for hinanden, og man sørgede sammen, når et klanmedlem gik bort.

Til sidst så vi et hus, der nærmest var en slags udstillingshus, hvor høvdingens ceremonielle dragter var udstillet sammen med hans kobberskjold. Der var udstillet masker, der blev brugt til teaterstykker, og det var ofte masker, der viste en udvikling fra et stadie til et andet.

Da vi var ved at være færdige, fortalte vores guide i en sidebemærkning, at der kun var ca. 3% tilbage af det oprindelige folk, der mestrede sproget. Vi prøvede forsigtigt at spørge ind til det, for vi har tidligere erfaret, at det er et meget følsomt emne. Hun fortalte, at da hun var barn, kom ‘de sorte biler’ (= politibiler) kørende ind i de indfødtes landsbyer, hvor de med magt tog børnene ud af deres forældres arme og anbragte dem på ‘the residential schools’ (= kostskoler). Nogle af børnene kom hjem om sommeren på besøg, andre ikke. Nogle kom aldrig hjem igen. Der er sidenhen fundet massegrave ved nogle af skolerne, hvilket er et faktum, der har slået dybe skår i de indfødtes historie og selvfølelse.

I et liv blandt ‘the indegenous’ var der ikke penge. Det handlede ikke om materielle værdier, men om evner, der blev nedarvet og videreudviklet og styrket. Det handlede om stærk spiritualitet og samhørighed mennesker imellem, men også mellem mennesker og dyr og endda mennesker og verden, ja, universet. I museet stod der: “Our ancestors had an abundance” (= vores forfædre havde i overflod)”, virkede som et næsten nostalgisk og kærligt drømmende og tilbageskuende perpektiv på en tid før ‘the newcomers’, altså de ikke-indfødte, og før kostskolerne, volden, narkoen og det tomme materielle liv.

Vi tog afsked med K’San og kørte mod Ferry Island Campground, der lå i nærheden af byen Terrace. Vi havde i omegnen af 140 km, og turen var som vanligt smuk. Der var få biler på vejene, men dem, der var, var store lastbiler og pick-up trucks. Der var langt mellem turisterne, ja, der var generelt langt imellem andre trafikanter. Det giver en helt anden oplevelse, og man fornemmer størrelsen af dette land, hvis primære beboere trods alt er bævere, bjørne og elge.

I byen Terrace lå der et kæmpe Walmart supermarked, og vi manglede lidt proviant. Besøget i butikken gav anledning til et grin, for aldrig har jeg da set ordene ‘McDonald’s’ og ‘apotek’ forbundet på denne måde. Når det er sagt, så er det bestemt ikke junkfood-‘restauranter’, vi ser mest herovre. Man kan godt støve en McD’s eller en KFC op, men de ligger måske i en baggård et sted og virker ikke særligt besøgte.

Da vi ankom til Ferry Island Campground, viste det sig at være et charmerende sted. Det var en ø, vi boede på, eller i hvert fald en halvø. Vores campingplads lå mellem høje træer, der skyggede for solen og gav os kærkommen kølig skygge i en ellers voldsom varme på ca. 30 grader. Aftenen blev ikke lang, for vi var alle trætte efter dagens mange indtryk og varmens heftige påvirkning.

Vi tænkte, det kunne være rart at se et kort.

Rød linje = kørt rute

Rød stiplet linje = færger

Blå prikker = overnatningssteder

Vasketøjet hobede sig efterhånden op, og vi var nødt til at gøre et eller andet ved det. Vi forlod derfor campingpladsen ved Tyhee Lake og kørte til byen Smithers, som ikke er helt lille. Tanken var, at vi ville finde et vaskeri, og så kunne nogle sidde og arbejde på vaskeriet, og andre kunne gå ned i byen og kigge på butikker.

Alt, undtagen vaskeriet, holdt lukket, for det var søndag. Vi fik alligevel klaret, hvad vi skulle, så det var fint. Vi kørte videre, og vi havde ikke særlig langt, faktisk var der kun ca. 90 km. På landevejen så vi pludselig et skilt:

Som en ægte true-crime fan har jeg lyttet til mængder af podcasts, hvoraf en hel del beretter om ‘Highway of Tears’. Det er en forfærdelig, men desværre sand, fortælling om en vejstrækning på 710-740 km langs Highway 16, Yellowhead Highway, hvor mindst 40 ofre er forsvundet siden 1980’erne og indtil 2006. Langt de fleste var unge indfødte kvinder. Nogle blev efterfølgende fundet myrdet, men der er stadig mange, der er væk – som sunket i jorden. Mange af dem blaffede af nød pga enten økonomisk elendighed eller manglende offentlige transportmuligheder. Mange pårørende bad forgæves myndighederne om hjælp, men af mange forskellige årsager, blandt andet racisme i systemet, blev hjælpen ikke givet eller var mangelfuld.

Man ved, at der har været flere forskellige seriemordere, faktisk hele 5, i området, og man relaterer en del af drabene og forsvindingerne til dem. ‘Highway of Tears’ er endda blevet kaldt en ‘hunting ground’, dvs. et jagtområde, for seriemordere.

Det føltes trist og på en måde forkert at fortsætte kørslen, så vi kørte ind på en rasteplads for at holde pause. Til vores store overraskelse så vi optrinnet i videoen nedenfor. Fire mænd stod i en dyb slugt ved den voldsomme brusende flod. Den ene noterede et eller anden. Den anden fotograferede. Den tredje hentede de fisk, som den fjerde fik i nettet, hev i land og slog ihjel med en kølle. Enkelte fisk blev sat ud igen. Vi var ikke helt sikre på, hvad formålet var, men det måtte være en eller anden form for kontrol, muligvis vedrørende spredning af en bestemt sygdom i fiskene, som vi har hørt omtalt.

Det interessante var faktisk heller ikke, hvad han lavede, men at han med sit net fangede 5-6 store, flotte laks (tror vi) på de ca. 20 minutter, vi var der.

Bemærk i øvrigt den utroligt ringe sikkerhed. Han har en snor om maven, som han selv har bundet. Den var ikke gået i Danmark.

På trods af fortsatte advarselsskilte i vejsiderne om ‘Highway of Tears’ kunne vi nu fortsætte vores kørsel med andet og mindre ildevarslende i tankerne. Efter lidt tid nåede vi til New Hazelton, hvor vi skulle passere en hængebro. Den var lidt skræmmende, for der var meget langt ned. Man kunne gå ud på den, hvilket vi selvfølgelig gjorde, og undervejs konstaterede vi alle, at der var ‘huller i gulvet’, så man kunne se ned. Puha.

K’San Campground lå i Hazelton, og det var et lidt anderledes sted. Alene navnet gør det lidt specielt. En ung pige, som jeg gætter på var af indiansk oprindelse, stod klar til check-ind. Hun anviste mig vores plads, men da vi ville køre derhen, kunne vi se, at pladsen var taget. Hun beklagede og sagde, at det gjorde folk desværre tit – altså bare tog den plads, de ville have. Måske overfortolker jeg, men det var den første plads, der var ejet af oprindelige folk, vi besøgte, og det var også første sted, vi oplevede den opførsel fra kunderne.

Det var ikke noget problem for os, så vi fik bare en anden plads, og stedet var skønt! Det lå nærmest på en jordtange, der var skubbet ud i den mægtige Skeena-flod og omkranset, ja, nærmest omfavnet af den. Der var brusende, vildt vand på tre sider af pladsen, men alligevel lykkedes det os at finde en lille lagune, hvor vi kunne bade. Det var skønt og livgivende, og vi følte os i symbiose med naturen – på denne plads og på dette sted. Det var simpelt og uprætentiøst, men alligevel helt overdådigt i sin skønhed.

Helt i tråd med naturen, stedet og ånden stod denne stenvarde. Det er en ‘Inukshuk’, som traditionelt opførtes af inuitter og andre oprindelige folk i Arktis, særligt Canada, Grønland og Alaska. Den symboliserer fællesskab og tilstedeværelse, og ordet ‘inukshuk’ betyder faktisk ‘noget, der fungerer i stedet for en person’. Inukshuk er blevet et nationalt symbol for Canada – især efter at det blev brugt som logo for Vinter-OL i Vancouver 2010.

En kold tur i floden betød, at det var tid til spil og hygge og chips og terninger og snyd og bedrag, da vi atter en gang spillede meyer og snyd og 500. Livet er skønt! 🌞

Fort St. James ligger tæt på Sowchea Bay Provincial Park, og der skulle være et lokalhistorisk museum i nærheden. Vi følte, at vi havde brug for lidt mere historie nu – efter alle søerne. Vi tog derhen, og det viste sig at være en god idé.

Det var en slags frilandsmuseum, og selvom vi til at starte med måske var lidt skeptiske, så forsvandt alle den slags tanker som dug for solen, da vi gik ind. Allerførste overraskelse var, at Parks Canada kører en sommerkampagne, så adgang til alle deres historiske seværdigheder er gratis.

Det var et virkelig fint og meget interessant sted, som på en levende og dyb måde lærte os noget om Canadas pelshandelfortid i peroden ca. 1800-1950.

Vi mærkede på skind fra bæver, odder, mår, jærv, egern, murmeldyr, stinkdyr, hermelin, mink, væsel, coyote, ræv, ulv, bjørn og mange flere. De var bløde og smukke, men fortalte en trist historie om menneskers enorme praktiske sans og de grusomme følger deraf. Tænk sig at opfinde en fælde, som kun skader det ene ben. Benet brækker nok, for fælden er stærk og smækker til. Så må dyret ligge fastspændt i sit skadede ben, indtil jægeren kommer. Det kan tage lang til, for han har mange fælder. Når han kommer, slår han dyret i hovedet med en kølle, til det dør. Det er da smart og praktisk, for der kommer jo kun huller i skindet ved benet og hovedet, og det betyder ikke noget, for de bliver skåret væk. Ja… Sådan var det.

De var også smarte på en anden måde. De var virkelig dygtige til at lave ‘håndens arbejde’, og de lavede de smukkeste patchworktæpper, kniplingsarbejde, fiskeruser, tømrersamlinger og meget andet.

Vi så også, hvad de lavede, når det skulle gå vildt for sig, og man skulle have sig et grin: ‘chickenraces’. Det var hylende sjovt, og vi fik alle lov til at satse på en høne.

Og så mødte vi Nicole. Hun var en ‘Indigenous’ ( = indfødt) kvinde, der havde arbejdet på stedet i 28 år. På et klingende britisk engelsk fortalte hun om ‘the officer’s house’, og det var selvfølgelig vældigt spændende, men det var slet ikke det, der fangede. Hun fortalte også, at det dengang til en vis grad stadig var helt normalt, at man fik et barn af sin søster, hvis man nu ikke selv kunne få et. Hun vidste jo, at hun alligevel nok fik 18 (Nicoles ord). Sådan havde Nicole selv fået et barn af sin søster, som nu var hendes søn på 22 år. Ja, du læste rigtigt. Hun havde simpelthen bare fået et barn, og så var alle glade.

Hun fortalte også i en bisætning om en anden del af Canadas historie, som er kulsort. Hun nævnte, ‘residential schools’, og hun nævnte, at hun selv havde gået i en af dem. Uden at vide hvilket åbent sår jeg rodede rundt i, spurgte jeg, hvad det var for noget. Hun forklarede, at det var kostskoler for indfødte børn fra den oprindelige befolkning. Skoler, som involverede tvangsfjernelse fra hjemmet, kun britisk-engelsk tale, hårklipning i europæisk stil, kristendomsundervisning og tæsk. Masser af tæsk. Særligt hvis man kom til at tale på sit eget indianske sprog. “They tried to beat the indian out of us, and they almost succeeded”, fortsatte hun med tårer i øjnene. Det var så her, at jeg tav med mine spørgsmål. Av. Jeg vidste det ikke endnu, men jeg skulle komme til at møde endnu en kvinde, der kunne fortælle om den frygtelige tid i Canadas historie, men den må du vente med at høre om.

Her er Nicole, som på sin vis er et paradoks. En indianer, som blev forsøgt gjort til et ‘rigtigt menneske’ (= en brite eller i hvert fald europæisk), og som nu prøver at blive indianer igen. Arbejdende på et sted, hvor hun ved, at hun skal repræsentere ‘The Newcomers’, gå i deres tøj og tale deres sprog. Hun ved, at hun som indiansk kvinde ikke har en chance for at avancere karrieremæssigt, og alligevel smilte hun. Stort og bredt og venligt.

Vi var en dejlig og samtidig tung oplevelse rigere, da vi satte os i bilen igen. Vi havde en halvlang tur på 350 km foran os, så vi måtte hellere komme afsted. Som altid når vi kører, ser vi smukke ting undervejs, når landskabet bryder bjerge ned eller bygger dem op, tilføjer søer og floder eller tømmer dem igen, og erstatter dem med dybe, grønne skove. Til sidst nåede vi frem til Tyhee Lake Provincial Park, hvor vi skulle overnatte. Det lå idyllisk ud til en stor sø, men det nåede vi aldrig at opdage, da regnen satte ind og trommede os sammen i camperen. Terningerne blev fundet frem, og vi måtte overgive os til hygge og snak og grin.

Cirka 550 km skulle vi tilbagelægge i dag, så det blev en lang dag på kontoret. Vi stod tidligt op. Vækkeuret ringede allerede kl. 0730, og så var det farvel til Whistler Campground. Hvad, der var værre, var, at det også var et farvel til Jasper Nationalpark, som vi slet ikke var klar til at forlade. Faktisk har vi kun været i den allersydligste del af den, og man kan kun drømme om, hvad der er af dyreliv og smukke steder i resten.

Det regnede, og vejrudsigten sagde heldagsregn, så på den måde var det faktisk fint, at vi skulle køre hele dagen. Vi havde kun kørt ganske kort, men vi havde dog forladt nationalparken, da to coyotes, altså prærieulve, passerede vejen. Det gik stærkt, og vi nåede ikke at tage billeder. De var for store og ‘firkantede’ til at være ræve, og for små til at være ulve. Og så havde de den der gråligbrune farve. Vi kiggede på hinanden, og blikkene sagde det hele.

Derudover var turen til Sowchea Bay begivenhedsløs. Landskabet forandrede sig, og vi forlod de smukke forrevne bjerge, da vi kørte mod nordvest, væk fra Rocky Mountains. Vi kørte gennem massive skovarealer, der med sine høje og tætte graner skjuler en verden, som ikke er for menneskeøjne. ‘The wildlife’ trives derinde, hvor det endnu er i fred for vores nysgerrige og påtrængende blikke. Køreturen blev mere flad, men vi kunne se ‘The Cariboo Mountains’ følge os på sidelinjen, mens vi kørte ad Trans-Canada Highway 16.

Til sidst nåede vi vores destination. Jeg har booket stedet for lang tid siden gennem British Columbia, som ejer og bestyrer en række ‘provincial parks’, hvor man kan campere. Pladserne er ofte meget smukt beliggende og har ordentlige, men ofte få, faciliteter. De er også ret billige at booke.

Stedet var magisk. En ting var, at regnen stoppede, da vi nærmede os. Noget andet var, at vores plads lå lige ned til den smukkeste sø. Faktisk holdt vi med bagenden af camperen lige i vandkanten. Det blev til en dukkert for næsten alle i det klareste vand, hvor solen blinkede og glimtede og slog smut henover de små bølger, som vores kroppe skabte, når de brød vandet.

Regnen tog til igen, men det betød ingenting. Vi havde fået en energiindsprøjtning, og vi trak os tilbage til camperen, hvor vi kunne hygge med kortspil, terninger og det sædvanlige, hyggelige snyd og bedrag.

Bjørnealarm! Jeg kan lige så godt breake dagens allerstørste oplevelse – vi så en vaskeægte, levende, vild bjørn. Måske en sortbjørn, men vi er ikke helt sikre. På disse kanter findes der to store bjørne; grizzlyer og sortbjørn. Parks Canada har udgivet en folder, der hedder ‘bear smart’, og den handler om bjørne, hvordan man kender dem fra hinanden, og hvilke forholdsregler man skal træffe for at ungå et møde med dem. Der står også, hvad man skal gøre, hvis man alligevel møder dem.

I den folder står der, at grizzlyer kendes ved en udtalt ‘pukkel’ over skuldrene, rundede ører, grise-tryne, kløer på ca. 7-10 cm (😬), typisk lidt større end sortbjørne. Sortbjørne har spidse ører, hundesnude og kløer på ca. 2,5 cm.

Bjørne er sky og ønsker ikke at møde mennesker. Derfor bør man gå i grupper og snakke/larme lidt, hvis man skal ud på trails. Man kan f.eks. gå med bjørneklokker. Hvis man møder én, skal man være rolig, ikke kigge den i øjnene og give bjørnen en udvej.

Hvis bjørnen angriber, er det ikke så godt. Den angriber, fordi den ser dig som en trussel, så det er et forsvarsangreb, og det varer typisk ‘kun’ et par minutter. Måske er du ved et uheld kommet for tæt på dens unger. Hvis du bliver angrebet af en grizzly, skal du spille død. Kast dig på maven. Kæmp ikke tilbage – den bliver kun mere vred. Hvis angrebet varer mere end et par minutter, er det måske skiftet fra forsvar til angreb – den ser dig som et bytte. Det er heller ikke så godt.

Hvis du bliver angrebet af en sortbjørn, er det virkelig slet ikke så godt. De fleste sortbjørnsangreb sker, fordi den ser dig som et bytte. Du skal ikke spille død – det virker ikke. Flygt ind i en bil eller bygning, hvis muligt. Du kan godt klatre op i et træ, men du skal vide, at sortbjørne er formidable klatrere. Den bedste løsning er derfor måske at kæmpe så heftigt mod den, som du kan. Måske virker det… 😅

I Jasper oplever vi en helt anden tone omkring vilde dyr, end vi gjorde i Banff. I Jasper lægger man ikke skjul på, at det er ens eget ansvar at sørge for, at man har styr på sit grej. Hvis man bliver angrebet, er man selv skyld i det.

Jeg filmede ‘vores’ bjørn, som vi så inde fra bilen. Jeg synes, du skal høre den uden lyd, for jeg lyder ærlig talt lidt skinger 😂

Nå, men dagen startede faktisk slet ikke med bjørnen. Den startede med endnu en sø – eller faktisk to. Vi ville besøge ‘Medicine Lake’ og derefter den ikoniske og gennemfotograferede ‘Maligne Lake’. Sidstnævnte er en turistmagnet, og i guidebøgerne stod der, at man kunne forvente trafik- og parkeringskaos. Vi var heldige, for vi oplevede ingen af delene, men alle de 3 store parkeringspladser var fyldt. Det mærkelige var, at selvom der måtte være mange mennesker derude efter bilmængden at dømme, så mødte vi kun ganske få. Vi gik ‘Mary Schäfer Trail’, og det var et fint loop på ca. 3-4 km.

På vejen retur gjorde vi holdt og så en ørnerede på laaang afstand. Det var et ‘bald eagle’-par, der havde bygget en rede i et højt træ. Gennem en kikkert kunne vi se den ene hvidhovede havørn sidde og vogte.

Nedenfor reden så vi en bæver ligge og slikke sol på stenene. Den var nærmest ligeglad med folk og lod sig fotografere, mens den slangede sig dovent og sugede solstråler ind i den våde, olie-agtige pels.

Det var faktisk først efter Medicine Lake, Maligne Lake, havørnepar og bæver, at vi så bjørnen, og alligevel var det ‘vores’ bjørn, der tog prisen. Og så var dagen slet ikke slut endnu…

Fra bjørnemødet kørte vi videre mod byen ‘Miette’, for de skulle have nogle berømte ‘hot springs’. På vejen så vi vilde bjerggeder og hjorte, der græssede i siden af vejen. Miette var en virkelig dejlig oplevelse, og da vi endelig var færdige med at ligge i blød, var klokken blevet 21. Vi kørte tilbage til Jasper helt blødgjorte og nyvaskede, og vi var trætte. Aftenen blev kort, for vi vidste, at morgendagen også ville blive lang og strabadserende.

I juli 2024, dvs. for bare et år siden, startede en ‘wildfire’, dvs. en skovbrand, i Jasper. Skovbrande er almindelige på disse kanter, og de regnes endda som en nødvendighed, en naturlig følge, i et komplekst økosystem. Alligevel er det et følsomt emne i Jasper, for der var mange, der blev berørte af branden, som varede i flere måneder. Cirka 30% af alle bygninger, dvs. private hjem, butikker, tankstationer, campingpladser m.v., brændte ned. Og det var ‘bare’ de bymæssige konsekvenser.

Nationalparken blev ramt hårdt. En skovbrand breder sig hurtigt og er svær at inddæmme, for økosystemet producerer selv brænde til bålet. En millimeterstor træ-tæge lægger sine æg i et træ. Larverne forgifter træet med svamp, og træet dør. Derved fodrer skoven så at sige branden – helt i tråd med naturens lov. Skovbranden i Jasper bredte sig henover ca. 33.000 ha (330 km2), og selvom canadierne har ryddet op og genopbygget, så er arrene tydelige, og de er langt fra færdige med arbejdet.

På nuværende tidspunkt har vi set en sø… eller to. Så reaktionen, da jeg foreslog, at vi skulle se et par stykker mere, var for at sige det mildt ikke overvældende henrykt. Ungerne satte hælene i og varslede sultestrejke, arbejdsnedlæggelse og sit-downaktioner, så vi måtte tænke i andre baner. Vi havde læst, at Jasper var en helt anden og noget mere kedelig by end Banff, men vi tænkte, at vi vel kunne gå en tur i byen, shoppe lidt og bare slentre, og det bragte straks smilene frem hos alle – også teenagerne.

Jasper var alt andet end kedelig. Vi oplevede den faktisk som meget mere spændende og hyggelig end Banff. Der var ikke horder af turister, og butikkerne var primært lækre outdoorbutikker, hvor man nemt kunne lade sig friste.

Da vi havde gået nogle timer, besluttede vi, at vi ville besøge et lokalt bryggeri, Jasper Brewing Co., der lå lige midt på hovedgaden. Det var et skønt sted, omend øllet manglede lidt smag. Vores ekspedient, som var en indfødt Jasper-bo, erkendte selv, at han meget bedre kunne lide de tyske, hollandske og belgiske øl. Tja, måske. Men hyggeligt var det! Han fortalte også om sin tid udenlands, som havde været spændende, men han ville altid vende tilbage til Jasper – det var hans hjem. Vi spurgte, om han var blevet berørt af skovbranden, og han fortalte med noget, der mindede om en mellemting mellem fascination og skræk, om brandens ødelæggelser af hans og familiens hjem, men også om, at branden var nødvendig og forventelig. Det et vist et livsvilkår, når man bor på disse breddegrader.

Senere samme dag konstaterede vi, at det var alt for hårdt at lave mad, så vi måtte hellere spise ude. Vi fandt en restaurant, der serverede lækre hjemmelavede burgere og pommes frites. Det faldt i god jord hos alle. Da maden var spist, gik vi udenfor, og det var blevet hundekoldt. Bevares, jeg havde da bare ben, men til gengæld vindtæt uld på overkroppen. Det hjalp ikke. På vejen hjem så vi denne her. I varm og levende majestæt mod den grå, brændte skov, den engang kaldte hjem. Hvor den på forunderlig vis undgik at dø i flammerne som så mange af dens artsfæller.