Vi sagde farvel til vores skyggefulde plads på Ferry Island, og så kørte vi videre mod Prince Rupert. Det var igen en varm dag, omend vinden var taget til.
Vi gjorde et kort stop i Terrace, og så fortsatte vi ud på landevejen. I den sidste tid, hvor vi er kørt ad Highway 16 aka. “Highway of Tears”, er skiltene efterhånden skiftet. Vi ser stadig skilte med slogans som: “Lad ikke dit barn hitchhike”, men de primære skilte er nu advarsler om… lastbiler. Og ikke bare lastbiler, men ‘logging-trucks’, der kører med enorme læs.
Her er der advarsler om, at man skal passe på krydsende lastbiler, igangsættende lastbiler og meget andet med lastbiler. Der er ganske få skilte om bjørne og vildt, men det er altså ikke, fordi det ikke er her. Der er masser af bjørne og andet vildt, men nu er der altså noget endnu farligere, nemlig logging-trucks. Og det tror jeg gerne, for undervejs blev vi overhalet af en sådan, endda med hænger, og han kørte stærkt. Jeg har ikke svært ved at forestille mig, hvad der ville ske, hvis han kørte ind i nogen.
Køreturen fulgte Skeena floden, som er voldsom. Jeg tror ikke, vi har noget i Danmark, som kan sammenlignes. Alt er større og voldsommere og ofte også mere farverigt i Canada. Skeena, der betyder ‘flod fra skyen’, er meget betydningsfuld i Canada og har altid været det. Den er 570 km lang, og den udmunder i Stillehavet ved Prince Rupert. Det er en af Canadas vigtigste laksefloder, og den har til alle tider været en livsnerve – også for de oprindelige folk.
Fra ubegribelig skønhed i landskabet til gråt og næsten uhyggeligt bybillede. Der er ingen billeder fra Prince Rupert, for jeg har faktisk aldrig været i en by, hvor jeg fik så dårligt et indtryk. Jeg så en fattig og slidt by, hvor facaderne var triste, afskallede og grå. Ja, man kunne næsten tro, at al farve og glans var støvsuget bort og erstattet med grå. Der var masser af mennesker i gaderne. De ludede på gadehjørnerne med plastikposer i hænderne. Tand- og gnistløse. Gen-puljen var brugt op, måske endda genbrugt, og det var en befolkning, der nok kunne have brug for både et nyt og sundere menukort i køledisken og tilførsel af nyt blod.
Der var ikke nogen venlig stemning i gaderne. Selvom vi gjorde ihærdige forsøg, var det ikke muligt at fravriste et retursmil ud af hverken forbipasserende eller ekspedienter. Der var dårlig stemning og aggressioner, der nærmest flød gennem de slidte gader og forvrængne ansigter. Byen føltes, som en kedel, der var ved at eksplodere, og vi havde ikke lyst til at være der, når det skete. Vi skyndte os videre til vores campingplads, og regnen satte ind i samme øjeblik. Det var ligemeget. Pladsen var hyggelig og bød på de fineste bruserum med dejligt varmt vand i hanerne. Der skal ikke så meget til at vende en dårlig stemning til en god, når man rejser på denne måde. Vi vaskede Prince Ruperts grå stemning af os og vendte blikkene fremad. Morgendagen bød på kæmpe oplevelser, når vi stiger ombord på færgen og sejler ad ‘The Inside Passage’, som regnes som en af verdens smukkeste sejlture.
Canada 