Canada

Vi vågnede udmattede, men glade. Gårsdagen sad i kroppene, og vi var lidt tummelumske. Festfyrværkeri, countrysang og hestevæddeløb kørte som en film for det indre øje, og selvom det havde været en hård dag, så havde det været det hele værd.

Vi havde ingen mad, mælk eller kaffe i vognen, så vi blev enige om at handle og spise på vejen. Vi fandt et Wallmart i Calgary, som faktisk er et ret forfærdeligt sted. De har alt, men det er en fælde, som er designet til at holde os stakkels turister fanget, fordi vi ikke kan finde rundt. Da vi var optankede med ny energi, fortsatte vi med dagens program.

Vi skulle åbne den næste låge i vores Canada-julekalender, og bag den lå Banff Nationalpark. Banff ligger midt i Rocky Mountains, som er bjergkæden, der strækker sig fra New Mexico i syd og hele vejen til den nordligste del af British Columbia i Canada. Banff Nationalpark er kendt for bjergene, ja, men måske endnu mere for dyrelivet. Her er grizzlybjørne, sorte bjørne, elge, ulve, ørne og mange andre dyrearter. Adgangen til parkerne er reguleret, så myndighederne styrer turisterne og deres adfærd. Der er få campingpladser, og det er svært at få plads. Da jeg f.eks. bookede vores campingpladser for et halvt år siden, var der ganske få pladser tilbage, så jeg måtte tage, hvad vi kunne få.

Turen mod Banff var fantastisk med den ene smukke udsigt efter den anden. Da vi var i Calgary, kunne vi ane Rocky Mountains i det fjerne. Nu tårnede de grå bjerge sig op foran os, og vi kunne se sneen på toppene. Vi passerede indkørslen til Banff, hvor der nærmest er en slags paskontrol, hvor man skal dokumentere sit “Park Pass”.

Vi havde været heldige at få plads på “Tunnel Mountain Campground”, og vi havde endda fået en plads med strøm. Pladsen ligger fuldstændigt vidunderskønt – midt i bjerglandskabet. På det sidste stykke dertil var der skilte alle vegne, hvor der stod, at man skulle passe på ‘the wildlife’ på vejene, og det fik vi demonstreret.

Ja, sød ser hun ud, men det er hun ikke (altså nedenstående – ikke mor 😂). Lige nu har elg-køerne kalve, og de er meget beskyttende over for dem, og det betyder, at man får tæv, hvis man nærmer sig 😅

Til slut vil jeg bare dokumentere, hvad der nu er en fact. For enden af regnbuen er der ikke en potte guld, men en autocamper. We knew it!

Vores tidsplan i dag er urealistisk optimistisk. Men… som alle ved, står lykken den kække bi.

Fordi vi har tilkøbt ‘Early Departure’ hos Cruise Canada, som er vores autocamper-firma, var aftalen, at vi skulle hentes af en Uber ved hotellet tidligst muligt, og det var kl. 0900. Af samme årsag stod vi klar til afhentning på det aftalte tidspunkt med vores kæmpe mængder af bagage. Jeg havde været grundig med at forklare Cruise Canada, at vi altså var 6 personer med megen bagage, så de skulle sende en stor bil. “Ja ja, selvfølgelig,” sagde de.

Uber’en kom ikke til tiden, og vi måtte vente 1/2 time, før den kom. Da den så endelig ankom, var det en helt almindelig personbil.

Hos Cruise Canada gik det glat, og vi fik udleveret vores sneglehus uden problemer. ‘Sneglehus’ er faktisk en helt forkert betegnelse, for det er simpelthen gigantisk. Meget større end den autocamper, vi havde i New Zealand, og den var virkelig stor. Nå, men da Silje og Elias i mellemtiden er vokset betragteligt, er det måske meget passende, at camperen er vokset proportionelt.

Lige så snart vi havde losset bagagen i bilen, kørte vi. Camperen kørte godt, og den viste sig faktisk hurtigt at være væsentligt mere behagelig end den newzealandske. Meget mindre støj, bedre sæder og flere siddemuligheder.

Vi ankom til Mountainview Campground øst for Calgary i fornuftig tid kl. 1055. Alt var godt. Vi fik vores campingplads, og så kunne vi lige så godt købe pladser til shuttlebussen til Stampede. “Altså den kl. 17?” spugte hun? Nej, den kl. 12, sagde jeg. “Jamen, den afgang har vi flyttet. Nu afgår den kl. 11.” Øhhh. Åh nej. Med hvinende dæk og håndbremsevending smed vi camperen ind på sin plads, og så benede vi afsted til bussen, og kl. 1105 sad vi ombord, klar til afgang. Pyha.

Bussen, som var en af de der charmerende gamle gule skolebusser, bumlede os ind til Stampede. Jo nærmere vi kom, jo mere forstod vi, hvad det var for noget. Der var mennesker alle vegne. Der var koncerter, speak i højttalere, cowboys, cowgirls, hundeshows og endda indianere (eller First Nations, som det hedder her). Det var overvældende, og det var alt for meget.

Vi flygtede. Væk fra virvaret af flagrende cowboykjoler, bippen og båtten fra taktfast dunkende maskiner, blinkende lyskæder og snakkende festglade mennesker. Vi flygtede ud i Calgarys gader, og vi var blevet sultne og lidt udmattede af Stampede. Et kinesisk supermarked dukkede op som et fatamorgana foran os, og vi fik hvilet benene og derudover en anderledes madoplevelse.

Da vi senere vendte tilbage til Stampede, var det for at indløse en oplevelse, og pengene på “Stampede Eveningshow” var godt givet ud. Hestevognsvæddeløb, countrysang, tryllekunster på nattehimlen og det vildeste fyrværkeri, jeg nogensinde har set. Det var langvarigt, eksplosivt farverigt og overdådigt. Det var også det sidste, vi kunne fylde ind i en i forvejen overfyldt dag 🎊

Vi vågnede vist alle helt af os selv kl. ca. 5 om morgenen, og vi var på ingen måde udhvilede. Det var sådan set fint nok, for vi ville gerne have en ikke alt for sen start på dagen. Da vi ankom i aftes, så vi, at byen bød på højhuse og spændende byggerier, og vores rare taxachauffør fortalte os, at der var bygninger med 74 etager.

Vi ville finde et sted, hvor vi kunne spise morgenmad. Det blev til et besøg i en af Calgarys seværdigheder, der hedder “The Core”. Egentlig er der tale om et stort indkøbscenter, hvor indretningen er lidt speciel. På øverste etage er der lavet en form for indendørs botanisk have med træer, blomster og buske, hvor der også er store bassiner og rislende vandløb.

Vi spiste morgenmad og kiggede lidt i de forskellige butikker, og så var vi ellers klar til at gå videre ud i byen. Vi havde læst i guidebøgerne, at Calgary faktisk ikke rigtig var værd at bruge for meget tid på. Der skulle ikke være så meget at se, og den skulle være lidt kedelig. Jeg skal ikke kunne sige, om Calgary altid er sådan eller ej, men vi fik en helt anden oplevelse end bøgernes støvede version.

Da vi forlod “The Core”, gik vi uden at vide det mod byens gågade, hvor det summede af liv. Meget hurtigt stod det klart, at byen var på den anden ende i forberedelserne af “Calgary Stampede”. The Stampede er en kæmpe begivenhed, der finder sted i Calgary hvert år. Det er en form for festival, der står i rodeoens og cowboy’ernes tegn. Den varer 10 dages tid og fylder et enormt område af byen med opvisninger, markeder, boder, musik og ikke mindst mængder af cowboystøvle, -hat og -bukseklædte mennesker.

Stemningen var god og summende, og countrymusikken flød ud af de halmballe-pyntede barers højttalere. Alle vegne blev der solgt cowboyhatte og de helt rigtige outfits. Kvinder og mænd gjorde sig klar til et brag af en fest, og de klædte sig ikke ud i cowboytøj, men iklædte sig det som det mest naturlige i verden. Som en ældgammel parringsdans udstrålede mændene i deres Wrangler-uniform en maskulinitet, der flød i stride strømme. Kvinderne, der udstrålede ditto sensualitet og skønhed, strålede i denim-outfits. De matchede. Det var ‘meant to be’ – om og om igen.

Der var masser af politi i gaderne, og de havde også cowboyhatte på. De var imødekommende og glade, og man kunne mærke, at de ikke var “på vagt”.

Calgary efterlod et skønt og meget positivt aftryk. Alligevel er alt nok ikke helt så rosenrødt, som vores taxachauffør sagde til os i går. Én ting, som er svært at overse i Calgarys gader, er antallet af forhutlede, triste skæbner. Fentanyl og andre hårde stoffer har taget et fast greb om mange i Canada, og særligt British Columbia og Alberta er hårdt ramt. Tomme blikke og mennesker i krise på mange gadehjørner og voldsomme psykotiske episoder er prisen, som betales af alle. For den enkelte er prisen højere, end jeg tør tænke på.

Da det blev aften, var Calgary stadig i festhumør. Unge og gamle i deres stiveste cow-outfit viste sig frem i gågaden. Vi oplevede kun glade mennesker, og aftenluften var fuld af glæde og forventning.

Tirsdag den 1. juli samledes vi alle seks hjemme hos os, og så tyvstartede vi rejsen, da vi tog toget til Frederiksberg for at indlogere os i en lejet lejlighed for natten. Til at starte med var overnatningen blevet bestilt ud af nødvendighed på grund af et meget tidligt afrejsetidspunkt om onsdagen. Da afrejsen senere blev skubbet flere timer, var der nu ikke længere tale om nødvendighed, men om et tilvalg af ekstra rejsetid – og dermed ferietid.

Vi mærkede rejsefeberen gøre sit indtog i vores kroppe, mens vi sultent spiste pizzaer og sendte små smil til hinanden. Endelig på vej!

DSB artede sig, så vi ankom som planlagt til lejligheden. Vi brugte aftenen på at opdatere de sidste detaljer, hvilket blandt andet indebar udfyldelse af ‘ArriveCan’, som er en indrejsedeklaration. Derudover scanning af vores pas i KLM/AirFrance app’en, dobbelttjekke mobilabonnementerne, pas og så videre.

Næste morgen, onsdag, slæbte vi os de få hundrede meter til metrostationen, og 19 minutter senere var vi i Københavns Lufthavn med cirka 3 timer til afrejse. Check-in og sikkerhedstjek gik forbavsende hurtigt – faktisk stod vi slet ikke i kø på. Mor og far overraskede os med en morgenmadsinvitation i en lufthavnslounge, og det var en fantastisk måde at tilbringe ventetiden.

Kl. 1245 var der endelig afgang mod Amsterdam i et propfyldt fly. Af ukendte årsager var vi blevet opgraderet til den lidt mindre skrabede økonomiklasse, så vi fik både ekstra benplads og mad og drikke. Det gjorde ikke noget.

Da vi ankom til Amsterdam, var vi forsinkede. Lufthavnen er stor, og vi havde en sikkerhedskontrol og en lang vandring, før vi var ved gaten. I forvejen havde vi kun ca. 75 minutter i transit, men nu havde vi kun små 60. Det var uvelkomment stressende, og selvom vi nåede flyet, var det rent held.

Flyet fra Amsterdam til Vancouver lettede til tiden, og vi sad godt og heldigvis sammen, så der var lagt op til en hyggelig tur på 9 timer. Vi havde god plads og god comfort, så turen var faktisk fin. Vi fløj henover Island, Grønland og ned igennem Alaska på vejen dertil, og selvom man ikke kunne se noget ud af vinduerne, var det sjovt at følge med på den interaktive rejseskærm.

Vi ankom til Vancouver med en forsinkelse på en lille halv time, og da vi igen ikke havde for meget tid til transit i lufthavnen , var det stressende. Jeg havde læst, at sikkerhedskotrollen i Canada var at sidestille med den i USA, så selvom vi havde udfyldt deklaration på forhånd, kunne det nok knibe med at nå næste fly. Igen var heldet med os, for lufthavnen, som ellers er stor, var nærmest tom for mennesker. Vi stod ikke i en eneste kø, og registrering og sikkerhed gik helt problemfrit. Ja, vi fik faktisk aldrig vist vores eTA (Electronic Travel Authorization), som man ellers skal. Personalet var søde og hjælpsomme, og faktisk var vi fremme ved gaten i særdeles god tid.

Den sidste flyvning var fra Vancouver til Calgary. Trætheden begyndte at melde sig, for selvom klokken sagde 1730 lokal tid, da vi skulle flyve, var den altså 0230 dansk tid. Heldigvis boardede vi flyet fra Vancouver til Calgary i god tid, så nu kunne vi bare læne os tilbage og nyde den sidste halvanden times tid inden ankomst.

På trods af trætheden, kunne man ikke ungå at nyde synet ud af vinduerne. Pludselig var der bjerge i baggrunden…

I Calgary gik alting forbløffende let. Vores bagage kom på bagagebåndet som det allerførste, og security var der ikke noget af. Vi gik direkte ud på gaden og hyrede en stor taxa, der fragtede os alle 6 og vores mange stykker bagage til ‘Coast Calgary’, som er vores hjem de næste nætter. Undervejs fortalte vores søde chauffør om sin flugt fra krigshærgede Etiopien for 20 år siden, hans sorg og savn og hans glæde over at bo i Canada, hvor alting ifølge ham er ‘clean, safe and absolutely perfect’. Den sødeste taxachauffør jeg har mødt.

Check-in og så sove… Klokken var ca. 2200 lokal tid, men 6 om morgenen dansk tid, da vi overgav os til søvnen. En god nattesøvn skal der til, og så er vi klar til første dag i Canada 🇨🇦

I dag er det mandag, så det er dagen før dagen før dagen. Vi samles i morgen, så vi kan føle spændtheden, glæden og krilleren i maven.

Nu skriver jeg jo, at vi samles, men hvem er vi egentlig? Vi er et rejseselskab på 6 personer, og vi spreder os over 3 generationer. Vi er:

Da vi var i New Zealand i 2020, benyttede vi samme rejseselskab, som vi gør denne gang. Hvis du får lidt “dårlige vibes”, når du læser, at vi rejste i 2020, er det måske, fordi du kobler det sammen med mundbind, podninger og socialt afsavn. Det var, som du nu husker alt for tydeligt, året, hvor Coronaen spredte skræk og rædsel og lagde gaderne øde. Vi var i New Zealand, da Danmark lukkede ned, og vi kom med nød og næppe hjem igen, inden dørene for alvor lukkede i. Vi fik god hjælp fra vores rejseselskab, da vi stod i en yderst presset situation på den anden side af jordkloden, og det var med det in mente, at vi valgte at bruge dem igen.

Hvis du vil læse om vores eventyr i New Zealand, kan du følge linket til min gamle rejseblog: https://tre-generationer-rejser.bloggersdelight.dk

Vi rettede derfor henvendelse til Benns og vores “gamle” rejsearrangør, Heine, da vi ville strikke en rejse til Canada sammen. Vi havde en ret god idé om, hvad vi ønskede, og med Heines hjælp, fik vi styr på detaljerne. Vi endte med at købe flybilletter, hotelophold ved ankomsten og afslutningen samt autocamperleje via Heine, og det gør, at der er tale om en pakkerejse, hvilket er fordelagtigt for os, hvis der sker noget uforudset.

Vi bestilte pakkerejsen ca. et år inden afrejsen, dvs. sommeren 2024. Vi forstod ret hurtigt, at man skulle sørge for at planlægge turen nøje og I GOD TID. Alligevel føltes det uhåndgribeligt, for der var lang tid til afrejse, og vi kunne ikke samle os om at gå i gang med planlægningen.

Faktisk var det først i januar-februar måned 2025, at vi sad sammen en aften og snakkede om, at vi nok hellere snart måtte gøre noget. Vi gik på nettet… og så fik vi lidt af en brat opvågning. Ved første øjekast så det ud, som om det allerede var ved at være for sent at booke nogle af campingpladserne i de nationalparker, vi gerne ville besøge. Chok.

Det er lykkedes at planlægge hele vores tur, så vi kan opleve og besøge alle de steder, som vi gerne vil. Det har kostet mange timer foran computeren og meget mere forhåndsbooking, end jeg havde forestillet mig i min vildeste fantasi. Jeg havde på ingen måde forstået, at der faktisk er tale om en form for kapløb, hvor man skal være klar ved tasterne, når campingpladserne åbner, og man skal orientere sig på mange forskellige sider.

Da vores rejse går til det vestlige Canada, har min research gået på Alberta og British Columbia. Derudover er Parks of Canada en guldgrube, når det kommer til at indhente information.

Til planlægning i nationalparkerne har jeg booket camping og oplevelser på følgende sider:

British Columbia: Reservations – Province of British Columbia | BC Parks

Alberta: Online Reservations | Alberta Parks

Parks of Canada: Parks Canada

Derudover har jeg brugt oceaner af tid på at finde private campingpladser, men det er lidt en jungle. Det er dyrere at booke på de private pladser, og jeg har af gode grunde ikke nogen viden om, hvad der er bedst.