Canada

Lykken står virkelig den kække bi! Vi vågnede til solskin fra en skyfri himmel, hvilket var helt forunderligt uventet efter gårsdagens regn og gråvejr. Vi stod op kl. 0730, og så skyndte vi os afsted. Vi ville ikke lade solskinnet slippe fra os, for Icefields Parkway måtte bestemt tage sig endnu bedre ud i det smukke lys.

Det gjorde den. Meget bedre. Vinden stod stille, men føltes svalende mod huden. Vi fornemmede, at vi havde en varm dag i vente. Vi kørte igen ind i Banff Nationalpark, men kun for en kort bemærkning, for inden vi så os om, kørte vi ind i en anden spændende nationalpark.

Turen var fantastisk smuk, og vi måtte stige ud af bilen hvert andet øjeblik, så vi kunne nyde de storslåede udsigter ud over tilsyneladende uendelige skove og forrevne og dramatiske klipper.

Efter 50 km nåede vi grænsen mellem Banff, Canadas ældste nationalpark, og Jasper, den største nationalpark i Rocky Mountains. Hvor Banff er 6.641 km2, er Jasper 11.000 km2. Der er også andre forskelle. Banff regnes for at være mere turistet, mere ‘velfriseret’, og naturen er lettere tilgængelig. Jasper er vildere, større og væsentligt mindre populær. Hvor Banff besøges af ca. 4 millioner årligt, besøges Jasper kun af 2,5.

Vi var nærmest kun lige passeret grænsen mellem nationalparkerne med en vognlængde, da vi så skiltet til Icefield Centre og Columbia Icefield. Man er aldrig i tvivl, om man kigger på en gletsjer eller bare en klat sne, for gletsjerne har sådan et blåligt skær, som nærmest stråler ud fra deres indre. Fra parkeringspladsen kunne vi se lige over på Athabasca Glacier, som er den andenstørste af 6 gletsjere, der tilsammen danner Columbia Icefield. Athabasca Gletsjeren var i 1844 så stor, at den dækkede hele den parkeringsplads, vi holder på, samt hele Icefield Centre. Den smelter hurtigt på grund af stigende temperaturer, og man mener, at den kan være helt væk i år 2100. I den næste billedgruppe kan du se på de sidste 3 billeder, hvor meget isen er smeltet siden 1844, for den gik helt derop, hvorfra billedet blev taget.

Icefield Centre er en turistmagnet, men vi var der heldigvis tidligt, da de lige havde åbnet. Vi kunne derfor undgå køen og straks komme med på vores valgte oplevelse, som var en gåtur ud på ‘Skybridge’. Først skulle vi med bus, hvor den kvindelige buschauffør gavmildt delte ud af sin viden om området. Da vi kørte langs et fladt flodleje, og vi så nogle kæmpestore stenblokke, der lå spredt på tilfældig vis på begge sider af kørebanen, fortalte hun, at man kalte området for ‘the shooting range’ ( =skydebanen). Vand trængte ind i bjergsprækker, og når det frøs og tøede igen, kunne det resultere i, at sten blev løsnet og ‘skød’ ned på, ja, hvad der nu måtte være nedenunder. Uha.

Bussen kørte os til Sunwapta Valley, som er skabt af de gletsjere, der dækkede og formede landskabet, udskar dalene og pressede jord og sten sammen og opad og derved skabte bjergene i Rocky Mountains. Det var gletsjernes langsomme glidende bevægelse, der med deres enorme vægt og styrke gjorde Rocky Mountains til det uforlignelige landskab, det er i dag.

“Ice has a social life. Its changeability shapes the culture, language and stories of those who live near it.” Citat: Robert Macfarlane (frit oversat: Is har et socialt liv. Dens foranderlighed former kulturen, sproget og historien for dem, der bor i nærheden af den.)

‘Skybridge’ er et imponerende og lidt skræmmende bygningsværk, som nærmest er bygget udenpå klippen. Broen er bygget af glas. Ja, du læste rigtigt: glas. Bevares, den holdes sammen og oppe af en metalkonstruktion og er sat sammen med skruer og bolte, men det ændrer ikke på, at hele broen er af glas (du ved, det der materiale, der nemt knuses…). Til gengæld er der virkelig langt ned, hvis den skulle gå i stykker, så det er jo altid noget.

Gangstien hen til ‘Skybridge’ ligger helt ud til kanten af klippen og var i sig selv skræmmende. På den ene side af gangstien var der et brat og stejlt bjerg, der gik op og op. På den anden side var der et brat og meget, meget stejlt ned.

Det var en fantastisk oplevelse. Meget skræmmende og helt uoverskueligt at tage de første skridt ud i ‘intet’, men det var samtidig fascinerende, pulsøgende og afsindigt adrenalinudløsende.

Vi var helt høje bagefter og kunne slet ikke få armene ned igen. Én ting er omgivelserne, udsigterne og alt det andet storslåede foran vores øjne. Noget andet er gletsjerne. De hvid-blå oldtidskæmper, der gemmer på hemmeligheder – historie frosset i tid. Hvem ved, hvad de skjuler? Det føltes spændende og opløftende at tænke på, at vi endnu ikke ved alt, hvad der er værd at vide. Samtidig var det vemodigt at tænke på, at Athabasca Glaciers hemmeligheder måske er afdækkede om 75 år.

Med tankerne fulde af hemmelighedsfulde drømme om, hvad der var, og hvad der er, fortsatte vi. Vi havde stadigvæk i omegnen af 100 km at køre, og vi havde planlagt flere stop undervejs.

Næste stop på vejen var Sunwapta Falls, hvor vandet skød ud over klipperne og faldt ned i dybet, hvor en dyb og smal kløft førte vandet videre. Vi nød synet, men der skulle noget til for at imponere os.

Videre det gik, og Icefields Parkway førte os som det næste til det ikoniske Athabasca Falls. Vredt vand buldrede rasende ud over kanten og sendte kaskader af dugdråber mod os måbende tilskuere. Smeltevand fra gletsjere, der var strømmet hertil fra Sunwapta Valley, demonstrerede, hvordan vand – ligesom is – har en skælvende, øresønderrivende magt. Skabermagt, når den sender livgivende dråber i jorden og fugter tørre halse, og destruktionens magt, når den slider, drukner og gennemborer.

Endelig fremme i Jasper var vi totalt udmattede. Glade, men udmattede. Det var endnu en vild dag i naturens tegn, og man kan næsten blive i tvivl om, hvor meget øjnene kan holde til at se 🌸

Vi vågnede til lyden af regn. Himlen var mørk, og skyerne stod lavt over bjergene. Jorden emmede, og ikke en vind rørte sig. Det var faktisk et enormt hyggeligt vejr, hvis man ikke havde nogen planer. Problemet var bare, at det havde vi.

Vi ville gerne besøge Icefield Centre. Vi ville gerne nyde den smukke udsigt mod gletsjerne, men det ville ikke være muligt i dette vejr. Til alt held havde vi mulighed for at udskyde besøget hos Icefield Centre en dag, og så måtte vi bare krydse fingre for godt vejr i morgen.

Vi kørte derfor de 30 km nordpå fra Silverhorn Creek til Thompson Creek for at tjekke ind på vores nye campingplads, som lå lige uden for Banff Nationalpark, og dermed også i Alberta og ikke i British Columbia.

Da vi kom frem, mente vi, at regnvejret kaldte på pandekager og hygge, så sådan blev det. Vi bagte masser af pandekager, og så blev camperen atter omdannet til en spillebule.

Pandekager og hygge kan altid gøre en god dag meget bedre, og sådan blev det også denne gang. Regnvejret stoppede med et trylleslag, og solen skubbede skubbede skyerne til side, og med ét kom varmen.

Vi vovede os ud i solen, for vi ville ud og udforske. I første hug mødte vi denne her, så bjørnesprayen kom med i lommen…

Nå nå. Vi ville alligevel på eventyr, og vi havde fået et godt øje til en trailtur til Thompson Creek Falls. Det var en fantastisk tur, hvor solen holdt sit løfte og vedblev med at sende sine varme kærtegn ned over os og skoven.

Alligevel var det også en øjenåbner. Vi har læst og hørt meget om ‘wildfires’ (skovbrande), men vi har ikke set konsekvenserne af dem. Det så vi her. Masser af træer stod og lå som sodsværtede vidnedsbyrd om, hvad der sker, når ilden bryder ud. Vi har lært, at skovbrande er en nødvendig del af økosystemet i disse kæmpe skovområder, men det virker alligevel voldsomt, når man ser effekterne.

Vi startede med et stop i Lake louise, hvor vi provianterede. Lake Louise, der er Rocky Mountains højest beliggende samfund (1.562 m), har et lille turist-landsby supermarked. Priserne er skyhøje, men det er til gengæld det eneste alternativ i miles omkreds. Vi forlod Lake Louise og startede vores næste eventyr ad Icefields Parkway, der kaldes en af verdens smukkeste bjergveje.

Icefields Parkway er et specielt sted på mange måder. Det er komplet umuligt at forudse vejret, som kan byde på alt fra høj sol, regn og snestorm – også i juli måned. Derudover er det en strækning på ca. 230 km, hvor der ikke er mobilforbindelse. Der er til gengæld masser af vildt, og der er advarsler alle vegne, der tilkendegiver, hvordan man skal agere i mødet med vilde dyr.

Jeg har læst så meget om Icefields Parkway, inden jeg kom herover, så jeg var spændt som en fjeder og klar til at fotografere alle bjørne og pumaer, der kom forbi. Desværre så jeg ingen vilddyr. Til gengæld var der masser af smukke udsigter i nogle lidt grålige nuancer, for vejret blev i stigende grad vådt og regnfuldt. Det begyndte at regne – sådan ret meget.

Vi stoppede ved endnu en ufatteligt smuk sø, nemlig Bow Lake, som vi kørte forbi. Farverne gjorde ondt i øjnene med en blå nuance, som vi syntes, vi var ved at lære at kende. Canada-blå.

Efter bare 50 km på Icefields Parkway, nåede vi vores destination ved Silverhorn Creek. Campingpladsen administreres af Parks Canada, og det er derigennem, at jeg havde booket pladsen. Af faciliteter var der muldtoiletter og brænde.

Vi gik en tur på pladsen, der ligger lige ved siden af Silverhorn Creek. Faktisk var der ikke mere end 10 m fra bagenden af camperen og til vandkanten. Vi så masser af smukke og mærkelige planter langs flodbredden og bestemt en del arter, vi ikke finder i Danmark.

Vi havde købt tilladelse til at lave bål, så det gjorde vi. Regnen var stilnet, og vi blev enige om, at et bål hørte sig til. Det var ikke kun os, men alle de nærmeste naboer gjorde det samme.

Elias og Bjarne krydsede vandet. Selvom der faktisk var ret meget drøn på strømmen, var det en fristelse, de ikke kunne modstå. Susse og jeg måtte også dyppe tæerne. Vandet var koldt – meget koldt. De isnende strømme af krystalklart vand strømmede rundt om vores fødder og ben og smøg sig, rensende og kølende, om os, og gav os på sælsom vis fornyet energi. Indtil det gjorde ondt.

Brian gik selvfølgelig skridtet videre og tog en dukkert efter sin træning. Bare lige sådan en forfriskende dukkert i en flod, hvor vandet er cirka 5 grader. Det er klart.

Om aftenen fandt vi hyggen frem igen. Denne gang i form af raflebægre, terninger og snyd og bedrag. Der blev øvet pokerfjæs og smidt til højre og venstre med bedrageriske løgne, og det var hamrende sjovt. Så var det da ligegyldigt, ja, endda bare ekstra hyggeligt, at regnen var taget til udenfor.

På en helt normal dag kan man sagtens være heldig at opleve ekstraordinære ting. Det gjorde vi (igen) i dag.

Vi havde været heldige at få 6 pladser på shuttlebussen til Lake Moraine og Lake Louise gennem Parks Canada. Der er flere private udbydere, der sælger samme tur, men jeg betalte 26.50 canadiske dollars for os alle 6, og de private tager cirka 125 dollars. Altså per person 😬

Vi hoppede på bussen kl. 12 ved Lake Louise skisportssted, og så var første stop Moraine Lake. Vi mødte en canadisk kvinde fra Calgary for en uges tid siden, da vi besøgte Lake O’Hara, og hun fotalte, at hendes favoritsted i verden var Moraine Lake. Jeg spurgte hende hvorfor, og hun svarede øjeblikkeligt: “Simply for the beauty of it”, som oversat betyder “på grund af dens skønhed”.

Og ja, hun havde ret i, at det var et virkelig smukt sted. Vi diskuterede, hvilken farve søvandet er. Når det er overskyet, er det blåt med et lidt usædvanligt lyst skær. Når solen står på et det, tja, ikke bare lyseblåt, ikke turkis, ikke grønt, men måske en blanding. Smaragd-agtigt. Det er svært at beskrive.

Vi tog en shuttlebus videre til Lake Louise, hvor det var et turist-inferno, som vi også så det ved Emerald Lake. Vi besluttede os for at dele os, så Susse, Bjarne, Elias og Silje gik turen i kanten af søen, der hed ‘Lake Louise Lakeshore’. Brian og jeg havde gode ben, så vi ville prøve at gå op i bjergene, hvor man kunne besøge Lake Agnes. Det var en voldsom stigning på 500 højdemeter over 3-4 km. Det gik kun op. Og op. Og så lidt mere op. Vi gik hurtigt, for vi ville ikke have, at de andre skulle vente alt for længe på os.

Undervejs nåede vi ‘Mirror Lake’, der var en smuk sø midt i bjerg- og skovlandskabet. Det var et tiltrængt pausested, hvor vi kunne nå en tår vand, inden vi fortsatte på de sidste 700 meters opstigning mod Lake Agnes.

Da vi endelig nåede toppen, så vi, at det lille tehus ved Lake Agnes var velbesøgt. Masser af mennesker havde slået sig ned og hyggede sig ovenpå strabadserne. Der var endda en flok unge, modige mennesker, der bekymringsfrit kastede sig i søens ca. 5 grader varme smeltevand og hvinede henrykt. Uhh.

Vi (læs: jeg) var færdige. Det havde været en hård tur hertil, og vi manglede hele turen ned igen. Brian så, at man kunne gå en anden, længere, tur tilbage til Lake Louise, og det, syntes han, vi skulle. “Det går ikke mere opad!”, sagde han. “Vi er jo ved toppen,” sagde han. Det viste sig, at det var langt fra sandt, og vi havde den barskeste, stejleste og mest udfordrende (og skræmmende) opstigning foran os.

Da vi endelig nåede toppen, var mit krudt brugt, og jeg begyndte nedstigningen. Brian gik 400m ud til udsigtspunktet, hvor han så ‘The Big Beehive’, og det var fantastisk. Det gav et fantastisk vu ud over smukke Lake Louise.

Nedstigningen var en smal sag. Hvis man passede på rødder og sten, så kunne man faktisk løbe næsten hele turen ned. Man fik fart på, men det var rart ovenpå opstigningens nedslidende hivende åndedræt og tunge ben.

På vej ned stod vi pludselig over for ham (?) fyren her, som syntes, vi var aldeles ligegyldige. Vi tror, det var et hulepindsvin. Endnu længere nede så vi et andet slags ‘vilddyr’, nemlig en menneskelig bjergged. Hold da op, det var imponerende. Pludselig var jeg svært godt tilfreds med at stå med begge ben solidt plantet på jorden, og jeg ville til enhver tid foretrække vores type bjerg-aktivitet frem for hans.

Trætte, men i god behold, returnerede vi til camperen og Lake Louise Campground. Vi var trætte og glade, da vi lagde os til at sove, men også ret spændte. I morgen starter et nyt eventyr, når vi indleder vores tur på Icefield Parkway. Det er en tur på et par dage, hvor der ikke er noget som helst mobil- og internetsignal . Til gengæld er der masser af bjørne og andre vilddyr… såhh.

Vi ses på den anden side 🐻

Vi startede tidligt, for vi begynder at forstå, at turiststrømmene er værst omkring middagstid. Vi forlod derfor Whispering Spruce Campground kl. cirka 0800, og som vi koblede os på Highway 1, forlod vi også Golden.

Næste stop var Wapta Falls, som ikke fylder ret meget i guidebøgerne. Det ligger lige på vejen mod Lake Louise, så det passede perfekt. Vi drejede væk fra landevejen og kørte igen ind på en grusvej i meget dårlig forfatning. Efter et par kilometer endte vejen i en parkeringsplads ude midt i skoven, og en lille sti førte os dybere ind mellem træerne.

Et par kilometer gik vi vel, og ud af ingenting dukkede et kæmpestort og smukt vandfald op. Det var lidt en overraskelse, fordi alle turisterne var væk, og vi havde det hele for os selv.

Efter Wapta Falls kørte vi videre nordpå ad Highway 1 og gjorde kort holdt ved en bro, der er skabt af naturen selv. “Natural Bridge” hedder den i al sin enkelthed. Det var faktisk ikke så meget den naturskabte bro, der fangede vores opmærksomhed, men hvordan vandets voldsomme kræfter kan ændre et landskab. Vi så, hvad der lignede forstenede træer, blive malet, skyllet og presset i stykker.

Efter “Natural Bridge” ville vi gerne besøge “Emerald Lake”, der lå endnu et stykke nordligere ad Highway 1. Desværre var alle andre turister i Canada kommet på den samme idé, så det var sort af mennesker. Alene det, at vi måtte parkere 20 minutters gang fra søen i en lang slange af autocampere, der gik fra søen nonstop til vores camper, siger vist det hele. Ved søen var der kanosejlere, paddleboardere, hunde i snor, børn uden snor og mange, mange andre. Det var alt for meget. Vi skyndte os at tage de obligatoriske fotos af endnu en krystalklar sø, og så gik vi de 20 minutters gang tilbage til camperen igen.

Fra “Emerald Lake” kørte vi videre mod nord, hvor vi gerne ville se “Takkakaw Falls”. Det viste sig dog, at vores camper var for stor, så den måtte ikke køre de 13 km til vandfaldene, fordi hårnålesvingene var for skarpe. Nå.

I stedet faldt vi ved en tilfældighed over et sted, hvor to floder mødtes, og det var spændende. Det interessante var, at de to floder havde to bemærkelsesværdigt forskelligt udseender. Yoho River er mælkehvid på dette sted, fordi gletsjerne ovenfor maler og moser klipperne og skaber stenmel, som løber med vandet ned i floden og giver den hvide farve. Kicking Horse River har derimod været igennem flere søer, inden dette møde med Yoho River, så stenmelet er allerede sunket til bunds, og derfor er vandet krystalklart. På billederne kan du se farveforskellene ret tydeligt, og du kan fornemme de to rivende floder strømme ind i hinandens kølige bølger og sammen skabe en helt 3. farve.

Da vi kørte videre, forlod vi Yoho Nationalpark, og det føltes bittersødt, for vi ved jo godt, at vi givetvis aldrig besøger den igen. Til gengæld var det dermed goddag til Banff Nationalpark og Alberta, og det var et kært gensyn.

Endelig fremme i Lake Louise fornemmede man ‘the buzz’. Der var mange mennesker, og det føltes hektisk og knap så hyggeligt og stille og roligt som Golden. Heldigvis havde vi fået en campingplads på den meget eftertragtede Lake Louise Campground for de næste to nætter. På denne plads er det lidt specielt, for man må kun bo her, hvis man er ‘hard-sided’, hvilket vil sige, at man ikke må have teltdug som tag eller sider. Man skal være helt beskyttet af hårde sider på vognen. Årsagen er, at der er meget vildt i området, og bl.a. bjørne har en utrolig lugtesans. Der findes også en teltplads, men til forskel fra autocamper-pladsen, er den helt hegnet ind i elektrisk hegn.

Vi har også været heldige at få pladser på shuttlebussen til hhv. Lake Louise og Moraine Lake, og dem skal vi besøge i morgen. Vi tog ud at spise på en hyggelig pizza-/pastarestaurant, men det blev ikke nogen sen aften.

Dagen startede langsomt og til lyden af regnens våde dryp mod autocamperens tag. Da vi alle var lidt trætte og møre efter gårsdagens tur, og da vejrudsigten sagde regn indtil 14-tiden, tog vi en rolig morgen.

Når man har tid til hygge, skal det udnyttes, så vi lavede pandekager. Som vi erfarede, da vi var i New Zealand på en lignende rejse, så skal åndehullerne udnyttes, nydes, plejes og passes.

Da vi var mætte og tilfredse, brugte vi formiddagens silregn på praktiske gøremål, såsom tøjvask. Da regnen endelig stilnede, havde vi besluttet, at vi ville besøge Golden Skybridge, som er en hængebro.

Når jeg skriver hængebro, så er det selvfølgelig ikke bare en hvilken som helst lillebitte bro, for der er der ingenting, der er ‘lillebitte’ i Canada. Nej, der var tale om en 150 m lang og 140 m høj (!!) hængebro, der går henover en enorm kløft. På vejen retur kunne man ikke gå over samme bro, for den var ‘one-way’. I stedet kunne man benytte den anden hængebro, der var 140 m lang og 80 m høj (som om det var bedre).

Vi overlevede heldigvis alle 6, og efter en opkvikkende omgang isspisning kørte vi tilbage til Whispering Spruce og restituerede 😊

Grib kaffekoppen og sæt dig godt til rette, for nu skal du med på eventyr…

Lake O’Hara, som ligger i Yoho National Park i British Columbia, er omgivet af dramatiske bjerge, alpine søer og vilde blomsterenge. Vandet i søen er krystalklart og turkisfarvet – som noget fra et postkort. Omgivelserne rummer også lodrette klippevægge, gletsjere og imponerende vandfald.

Det er et ubegribeligt magisk sted, hvor farver og planter stråler og trives, og Lake O’Hara er et skoleeksempel på bæredygtig turisme og på, hvordan man balancerer offentlig adgang til et område med naturbevarelse og -beskyttelse. Det er et beskyttet område med unikt dyre- og planteliv, herunder sjældne alpine arter.

Netop adgangen til området er speciel, fordi den er stærkt begrænset. For at bevare det skrøbelige økosystem begrænser Parks of Canada antallet af daglige besøgende. Man skal skrive sig op til at deltage i en lodtrækning for at vinde en plads på en særlig bus, der kører til området – det er ikke muligt at køre dertil i egen bil. Der er ganske få daglige busafgange til området, og man kan ikke videresælge sine billetter – hvis ikke man kan den pågældende dag, er det bare ærgerligt. Dette gør oplevelsen mere fredelig og eksklusiv – en sjældenhed i populære nationalparker.

Ansøgningsfristen for at deltage i lodtrækningen om at få plads på bussen til Lake O’Hara var i marts måned. Jeg ansøgte, men det var svært at gennemskue, om det overhovedet var den mindste smule realistisk at komme med. Vi havde kun et lille vindue, hvor oplevelsen ville være mulig, inden vi skulle videre, og desuden var man jo oppe imod tusindvis af turister og ikke mindst herboende canadiere, såååhh…

I starten af april fik jeg svar. Vi havde fået 6 pladser på bussen på den ønskede dag og tidspunkt. Jeg var helt høj! Hvor heldig har man lige lov at være!

Så i dag kl. 0800 stod vi klar på parkeringspladsen ved shuttlebussen til Lake O’Hara. Vejrudsigten stod på silende regn, men vi var ligeglade. Vi var forberedte på ‘worst case’, så vi havde pakket rygsækkene med drikkedunke, regntøj og selvfølgelig bjørnespray. Der er masser af vildt i området, og det er en kendt korridor for bjørne, så man skal tage sine forholdsregler.

Buskontrolløren kiggede undrende på mig, da jeg sagde, at vi var 6 personer. Har I vundet 6 pladser i lodtrækningen?, spurgte hun vantro. Det gav en ekstra lille kildren i maven af lykke, da vi kunne fornemme vores utrolige held. Vi var ca. 20-30 personer ombord på bussen, så der var mange tomme pladser. Buskontrolløren gav en vejledning, inden vi kørte, og hun bad os indtrængende om at beskytte stedet: “Træd ikke uden for stien. Planterne tager skade. Flyt ikke en sten og saml ikke en pind op. Et dyr lever under eller i den.” Man forstod, hvor engagerede canadierne er i at beskytte deres unikke natur, og det gav genklang i os, og vi ville gøre alt for at passe på.

Busturen var en bumlet affære. Bussen var en gammel skolebus, og vejen var kun bred nok til et enkelt køretøj. Vi kørte i ca. 20-30 minutter ad en grusvej, der førte os dybere og dybere ind mellem de høje træer, og det føltes, som om skoven slap os igennem og lukkede sig efter os.

Da vi steg ud af bussen, var der regn i luften, skoven åndede tungt og sendte damp op af jorden, så det føltes som regnskov, man steg ud i. Der var ikke et øje, og de få andre busrejsende forsvandt ind imellem træerne på stier, der skulle føre dem ud på deres egne eventyr.

Vi startede med at gå de 20 meter ned til søbredden af Lake O’Hara. Det var så smukt, at det nærmest gjorde ondt i øjnene. Det var stille, og det var kun skoven og dens beboere, der lavede lyde. Pippende, kradsende, klukkende lyde. Og så bare stilhed.

Vi besluttede os for at dele os. Nogle af os ville gerne gå turen snært rundt om Lake O’Hara, mens andre gerne ville lidt længere ud og udforske området på den alpine vandrerute til Opabin Plateau og Opabin Lake. Uanset hvorhen vi gik, var vi sikre på fantastiske oplevelser.

Turen mod Opabin Plateau var stejl og meget udfordrende. Da vi gik derop, begyndte det at regne. Kiggede man til siderne, gik et sug gennem maven, for vi steg hurtigt i højdemeter for hvert gået skridt, og der var intet rækværk eller anden sikkerhed end vores egen årvågenhed. Turen op var hård. Med regnen kom der også nogle heftige vindstød. Regnen medførte glatte klippetrin, og sammen med vindstød er det en dårlig kombi. Uhhh.

Vi kom op, og belønningen var stor. Udsigten var imponerende, og det var alle strabadserne værd.

Vi gik videre. Vi ville se Opabin Lake, og det betød endnu en vandring op ad glatte trin, der var hakket og lagt sirligt gennem landskabet. Vi kom forbi smukke søer undervejs, og hver gang måtte vi stoppe og lade os imponere.

Naturen var ganske enkelt bjergtagende og efterlod os tavse. Ind imellem fandt vores blikke hinanden, og vi måtte bare smile et indforstået smil. Det var en skjult skat, vi havde fået lov til at få indblik i, og vi behøvede ikke sætte ord på. Efter endnu en stigning nåede vi Opabin Lake, som ligger lige nedenfor snedækkede bjerge, og den lyser nærmest smaragdgrøn – ligesom Lake O’Hara.

Nedstigningen gik hurtigt, for det gik meget stejlt ned ad bakke. Vi satte bremserne i, så benene ikke stak af, for man skulle ikke miste et skridt på vejen. Rødder og grene lå som små snirklede snore henover stien, og det var en reel risiko at falde ud over kanten af stien. Der var langt ned til siderne, men man kunne vel være heldig at blive bremset af et træ i et frontalt sammenstød. Uha.

Vi nåede ned til Lake O’Hara igen, og vi mødte den anden halvdel af os, og de havde oplevet store sager. Ud over at de også havde ondt i øjnene af at kigge på al den skønhed, så havde de mødt en marmot (murmeldyr), som nysgerrigt og frygtløst nærmede sig og undrende tog homo sapiens i øjesyn.

Vi havde en fantastisk dag , som vi sent vil glemme. Busturen ud fra området og køreturen tilbage til Whispering Spruce Campground i Golden blev en stille og eftertænksom en af slagsen. Aftenen blev ikke lang, for vi var fyldte til randen af dagens oplevelser, og vi havde alle brug for søvnens blide favntag.

Vi skulle flytte. Det var en stor ting, for vi skulle faktisk også krydse flere nationalparker og forlade Rocky Mountains. Vi sagde farvel til Banff Nationalpark for en kort bemærkning, og vi sagde samtidig goddag til Kootenay og Yoho Nationalpark.

Køreturen blev spektakulær som ventet, og vi kom ikke til at hvile øjnene et øjeblik. Det ene ubegribeligt smukke indtryk overtog det næste, og de grønne skove gled over i grå bjerge, som igen blev til sneklædte bjergtoppe.

Alt er stort herovre. Om det er bjergene, dalene, lastbilerne eller butikkerne er et fedt. Vores autocamper, som er kæmpestor, er som et tinyhouse sammenlignet med deres. Forleden så vi en autocamper på størrelse med en af de store dobbeltdækkerbusser, og så havde den en kæmpestor og funklende ny Dodge RAM pick-up på slæb – og den slags er helt normalt. Deres autocampere har også en anden feature, som er, at flere sektioner kan gøres bredere. Der er altså en form for udtræk i siderne. Det betyder også, at det nærmest er en smule skræmmende at køre på motorvejen, for selv lastbilernes motorstyrke er større end vores, og vi bliver overhalet i et væk.

I stedet for motorvejen valgte vi at køre turen ad Bow Valley Parkway, som er kendt for at være en smuk og stille tur, hvor der er masser af ‘wildlife’. For at gøre en fantastisk tur endnu bedre ville vi stoppe ved Johnston Canyon i Yoho Nationalpark for at gå ‘Johnston Trail’ ud til nogle spektakulære vandfald. Gåturen i sig selv var smuk og sjov, fordi ruten lå klos op ad floden og nogle steder var bygget som en form for udhæng på klippen.

Mængden af turister var ubegribelig, og det gjorde faktisk hele oplevelsen mindre interessant. Vi måtte ‘springe buk’ for at komme frem – udenom familier med små børn og dårligt gående, folk der holdt pause og folk, der bare var utroligt dårlige til at give plads til andre. Da vi endelig kom frem til vandfaldene måtte vi stå i kø i en halv time for at kunne se det. Alle skulle have selfies – også vi 😅

Bagefter kørte vi til Golden, som var målet for dagens køretur. Vi fandt et supermarked og handlede, hvad vi skulle bruge. Priserne er lidt over de danske, men supermarkederne er store (selvfølgelig) og velassorterede, så det er ingen sag at lade sig friste. Bagefter skulle vi blot køre den korte vej til vores campingplads, som hedder Whispering Spruce Campground, og så var det tid til en velfortjent fyraftensøl.

Vi vågnede stivfrosne. Natten havde været hundekold, og vi havde ikke været forberedte på det. Vejret er generelt meget omskifteligt. Det ene øjeblik sveder man, når solen sender blide bølger af varme kærtegn mod dig. I næste øjeblik har du travlt med at finde regntøjet frem, når det pludseligt og uden varsel begynder at styrtregne – og typisk kun med et anstrøg af en sky på himlen. Det bliver koldt, så lunt, så blæsende, så brændende. Det er på sin vis meget charmerende, men det sætter også visse krav til garderoben.

Da vi havde tøet vores stakkels forfrosne kroppe op, blev vi enige om, at vi havde brug for varme. Vi havde læst om de geotermiske varme kilder, der er blevet udnyttet af de lokale til mange forskellige formål gennem tiderne. Nu bruges de til termiske bade, hvor vandet er nedkølet (læste du virkelig rigtigt, tænker du. Ja, nedkølet!) til 40 grader. Vi besluttede os for at besøge Banff Upper Hot Springs.

Så altså først madpakkesmøring…

Derefter gik nogle af os turen derud, og andre tog bussen. På vejen gik vi igen igennem Banff by.

På vejen fra Banff passerede vi igen Bow Falls, som tog sig fantastisk ud i det strålende solskin.

Fra Bow Falls til Banff Upper Hot Springs gik det stejlt op, men ud af det blå dukkede ‘The Fairmont’ op, som er et hotel-slot midt ude i skoven.

Turen videre var smuk. Gennem den dybe mørke skov gik det ad små kringlede stier. Op og op. Man skulle holde øje med, hvor man satte fødderne, for der var sten og forræderiske rødder overalt.

Endelig nåede vi frem til Banff Upper Hot Springs, hvor vi mødtes med de andre, der kom med bussen. Vi spiste vores madpakke, og så var vi klar til at gå ind og lade os blødgøre. Det var endnu en skøn oplevelse. Varm og velgørende.

Det er nu ganske specielt at vågne i en nationalpark. At stå op, kigge ud og som det første se de smukkeste bjerge tårne sig op foran dit vindue. At stige ud af autocamperen på en plads, hvor der er total ro. Kigge ud i de grønne bevoksninger med vilde blomster og buske, der giver ‘vild med vilje’ en helt ny betydning. Hilse på murmeldyrene, der kigger nysgerrigt op fra deres jordhuler og vurderer, om du mon er ven eller fjende.

Banff Nationalpark blev skabt som den første i Canada og den 3. i verden, nemlig i 1885, og den er kæmpestor. I størrelse er den 6.641 km2. Til sammenligning er Nationalpark Skjoldungernes Land ca. 170 km2, hvoraf de 62 er fjord. Banff rummer en mangfoldighed af dyr og forskelligartet natur, og der er mange værdifulde og spirituelle steder for de oprindelige folk.

Vi besluttede, at vi ville udforske Banff by, som også skulle være et besøg værd. Den ligger et par kilometer fra Tunnel Mountain, hvor vi bor, så vi tog bussen dertil. Banff har lavet et virkelig smart og nemt bussystem, så man kan komme rundt for ganske få penge. Det fungerer upåklageligt.

Vi troede egentlig, at Banff by var et hurtigt overstået kapitel, men den var virkelig hyggelig. Masser af flotte bygninger og spændende butikker, hvor man nemt kan komme til at bruge lidt penge. Blandt andet besøgte vi ‘Mountain Warehouse’, som er en stor canadisk outdoor-kæde. Uha. Og så havde den endda udsalg… 😅

Således lettede for rigdomme drog vi videre. Vi ville gå en smuk trailrute langs Bow River til Bow Falls. Det var en hyggelig tur, hvor der var lavet lokal kunst langs ruten. Udsigten ved Bow Falls var smuk, men også meget velbesøgt. De asiatiske turister er også nået til Canada, skulle jeg hilse og sige.

Tilbage i autocamperen stod den på madlavning. Vi fik spaghetti med kødsovs og broccoli ved siden af. Det er ingen sag at kokkerere, når man bor i, som vi gør. Vi smagte en lokal øl og en lokal vin, og jeg må bare sige, at de stod forrygende til solnedgangen over bjergene.