Forfatter: Mette

Tidsrejser oplever man ikke så tit, men i dag skete det. Vi var i Vancouver lufthavn kl. 1030, for når man rejser oversøisk, anbefales det, at man er der 3 timer før, og vores afgang var kl. 1330.

Endelig var det tid! 3 timers ventetid var overstået, så nu var der bare tilbage at sætte os i de behagelige sæder og lade minderne vælte ind over os.

Minder om alt fra testosteron pumpede cowboys, ufattelige bjerge, oldgamle gletsjere, uendelige grønne vidder, sørgelige gadeliv, pandekager, voldsomme påtrængende skove, utallige canada-blå søer, First Nations totempæle, bjørne og ørne og springende laks.

Frådende floder, brændte skove, rød-hvide flag, dyre nationalparkpas, Highway of Tears, elge og hjorte, grå og sorte hval-haler, advarselsskilte, overraskende tidevande, ‘shooting gallery’, bjørnespray, marmot’er og murmeldyr, stille stille ro.

Blandede nationaliteter, ahornsirup, indigenous people, liquor shops, camper-liv, ulmende bål, wild river-leg, hummus med tomat, blændende skarp sol, vaskerier, canadiske kirsebær, bamlende bjørneklokker, flaksende kolibrivinger, jadestenssmykker.

Tidsrejsen var sat i gang. Kl. 14 spiste vi aftensmad i flyet, og vores kroppe undrede sig. Det var ikke aften. Vi sov. Billederne fra et ubegribeligt sted gled forbi vores indre øje, og man kunne – halvt i søvne – tænke, om det hele var et syn. En uvirkelig drøm. Efter ca. 8 timer fik vi morgenmad. Klokken var midnat for os, men det var morgen i Paris. Vi var rejst bagud i tid, og selvom det føltes helt forkert, selvom vores kroppe skreg på søvn, så var det altså tid til at vågne.

Vi landede i Paris kl. ca. 8, og vi havde 7 timers ventetid på vores næste fly. Vores plan med at holde os vågne gik ikke så godt.

Endelig fremme i Københavns Lufthavn. Ja, ja, vi smiler, men vi var totalt vingeskudte. Hvis nogen havde spurgt os om noget som helst dybere end klokken, var vi kommet til kort. Heldigvis var der ingen, der spurgte – ikke en gang om klokken. Vi skulle bare kæmpe os til Hvalsø uden at falde i søvn. Det gik.

Selv lette beslutninger var svære, og vi måtte vende og dreje hver en sten, da vi skulle med toget hjem. Hvordan gør man mon det? Ved fælles hjælp fik vi sluttet vores 6 nogenlunde vågne hjerneceller sammen til én delvist fungerende hjerne.

Vi fandt faktisk til Hvalsø. Vi fik faktisk mad (spørg mig ikke hvad). Vi sov endda allesammen kl. ikke særlig sent. Men mange af os vågnede igen kl. 3 om morgenen – friske og veludhvilede. Det var ikke meningen.

Et eventyr var tilendebragt, men det var ikke slut. Hjernerne summede, og hjerterne føltes tunge og lette på samme tid. Hvad havde vi forladt, og hvad var vi kommet hjem til? Hvad ville vi bære med os? Hvad havde vi efterladt i Canada? Jeg vidste, at jeg havde efterladt en bid af mit hjerte, der var fortabt i Lake O’Hara’s arktiske planter og Lake Louise’s svimlende blå. Vidderne. De mørkeste, dybeste skove, der med en hypnotisk kraft tryllebandt mig for evigt til de canada-blå søers breder.

Jeg indrømmer, at jeg var negativ fra start. Vancouver føltes som et stort og frådende og måske endda ucharmerende monster, og jeg drømte mig tilbage til de canada-blå søer og enorme skove. Jeg savnede det simple liv i camperen, hvor der var samling på flokken, og hvor man vidste, at dagen bragte smukke udsigter og uforglemmelige minder, så snart du trådte ud af døren.

Vancouver summede i den grad af liv, og der var mennesker over det hele. Det var en heksekedel, og der var fyldt både tudseslim og troldetårer i gryden, som boblede lystigt derudaf.

Robson Street, hvor vi boede, var en ‘pæn’ gade med masser af butikker og i særdeleshed madsteder. Det var ikke en gågade, men det burde det måske være – i hvert fald hvis man skulle dømme ud fra mængden, der gik, stod, sad, snakkede, spiste eller bare var.

De sidstnævnte, altså dem, der bare var, var der mange af. Mennesker, der skilte sig ud, fordi deres glas var langt mere end halvtomme, og der var ingen til at fylde dem. Deres ansigter var brune og slidte, og øjnene var tomme. En forkert beslutning, en fejlslagen drøm, et fix for mange, et liv på kanten, og nu sad de der og ventede på det næste skud lykke, der kunne pumpes i årerne eller lungerne. Vancouver skiltede ikke med det, men ingen kunne være i tvivl om problemet, når man gik i gaderne.

Silje og Elias drønede frygtløst ud på gaden og ind i butikkerne. De så muligheder og ikke begrænsninger, når den ene lækre mærkevarebutik efter den anden dukkede op. Deres shoppe-gen var helt intakt, og de skulle rundt og snuse, prøve og mærke det hele. Brian fulgte trop med ungerne, for han er heller ikke helt ueffen, når det kommer til shopping, og Vancouver tog glad imod ham. Susse og Bjarne gik deres egen runde, og deres blikke var rettet mere op. De så på smukke bygningsværker og kunststykker. De drak kaffe på kaffebar, der for en gangs skyld lavede en nogenlunde smagfuld kop, og de spiste is i isbutikken.

Jeg klarede heksens bryg i ganske få øjeblikke, og så måtte jeg gå andre veje. Det passede mig fint, for jeg havde et andet mål. I Libanon og New Zealand fik jeg en tatovering som minde om rejsen, og det ville jeg gerne gentage. Jeg søgte ned i en sidegade, Granville Street, hvor jeg havde fundet et sted, der havde tid. Gaden var lidt småskummel, og hvis der var mange triste skæbner på Robson Street, var der endnu flere her.

‘Adrenaline’ hed forretningen, og Eduardo var tattovøren. Det tog et par timer på langs, og så var min solmaske lavet. Solmasken er fra Haida kulturen, og den symboliserer liv, lys, transformation og overflod.

Om aftenen gjorde vi de første indledende forberedelser til morgendagen, som ville blive en lang dag på kontoret. Vi vidste, at vi ville blive brugte og pressede, og vi stod ganske givet også overfor et heftigt jetlag. Aftenen blev kort, og på hver vores måde gjorde vi os alle klar til at tage afsked med Canada.

‘Peace Arch RV’ var nok den dyreste plads, vi havde været på, men den var også bare i orden. Én ting var, at vi kunne ankomme sent. En anden ting var, at da morgendagen kom, så vi et blomsterflor af en anden verden. Kæmpe hortensiaer rejste sig i alverdens farver. Liljer, høje og ranke. Roser, stolte og utilnærmelige. Det var skønt, men anderledes for os, der var vant til spartanske, simple pladser.

Dagens mission var at aflevere camperen og komme ind til hotellet. Cruise Canada, som er vores udlejningsfirma, har ikke været nemme at danse med, og vi vidste, at vi givetvis stod over for et træls møde. Vi vidste, at der givetvis ville være et forskelligt syn på, hvordan man opgør, hvor meget tabt ferietid koster. Det var vemodigt at tømme camperen og tage stilling til hver en ting, for hvad skulle vi slæbe med, og hvad skulle vi efterlade.

Fra Cruise Canada afleveringen tog vi en Uber – eller rettere 2 – og så var det vores tur til at lade os transportere gennem gaderne. Det tog en time, for det viser sig, at der også er myldretidstrafik i Vancouver 😳

På vej ind mod byen så vi den flotte ‘Lions Gate Bridge’ (første foto) strække sig mod himlen. Den er virkelig flot – både på billeder, men bestemt også i virkeligheden. Som vi nærmede os byen, så vi højhusene stige af jorden, og de blev til en flot port til Vancouvers hjerte.

Vi tjekkede ind på hotellet ‘Rosedale on Robson’, og det var som en oase i et heftigt pulserende hjerte, for byens puls var skyhøj, og vi havde svært ved at tune ind. Det ligger på Robson Street, som er lige midt i downtown. For sådan en flok som os, som næsten kun har oplevet natur, natur og mere natur det sidste lange stykke tid, var det fra asken og i ilden.

Da vi skulle finde aftensmad, besluttede vi os for noget helt anderledes, nemlig ‘ramen’. Det havde vi ikke prøvet før, men det smagte fantastisk. Aftenen blev kort, for vi var trætte efter de sidste dages omskiftelighed.

Sidste morgen på Vancouver Island og vi skulle køre til øens ‘hovedstad’, nemlig Victoria, der ligger på sydspidsen. Vi valgte at tage turen over Port Renfrew, for selvom den var langsommere end motorvejen, så skulle det være en smuk tur langs med Stille- og Salishhavet.

Det var en smuk tur – ingen tvivl om det. Alligevel syntes jeg, at den var lidt en skuffelse, for selvom den umiddelbart lå helt ud til vandet, når man så på kortet, så viste det sig, at udsigten som oftest var gemt bag høje og uigennemtrængelige træer. Til gengæld var den som ventet langsommere. På et tidspunkt stoppede vi for at få et billede at de meget lavthængende skyer, der faktisk lå lavere end bjergtoppene. Det var først senere, det gik op for mig, at det var USA, jeg tog billede af.

Da vi endelig kom til Victoria, var byen stor og travl. Vi kørte ikke helt ind i hjertet af byen, for der var ingen af os, der havde mod på at træde ud i hvirvelvinden. Mennesker og dytten og travlhed og mængder af biler over det hele passede dårligt til vores liv gennem den sidste lange tid.

Jeg tog ét eneste billede i Victoria. Det var alt:

Vi kørte i stedet nordpå mod Schwartz Bay, hvor færgeterminalen var. Vi fandt en lystbådehavn, hvor vi kunne parkere og spise lidt mad, og så skulle tiden egentlig bare gå indtil vores afgang kl. 20.

Jeg brugte tiden på at læse nyheder, og det var mærkeligt at læse om det tsunami-varsel, der havde hvilet som en tung trussel over hele vestkysten af Vancouver Island og særligt over Pacific Rim, som var nationalparken, vi befandt os i for ganske få dage siden. I Rusland havde der været et jordskælv, der målte 8,8 på Richterskalaen, og det var efterdønningerne fra det skælv, der gav tsunami-varsler. Da bølgerne rent faktisk ramte rundt omkring i verden, var de langt lavere end frygtet, og derfor blev truslen hurtigt anset for ubetydelig. Men alligevel. Det gav stof til eftertanke.

Jeg læste også, at der var udbrudt skovbrand på Vancouver Island. Den udbrød i området lige omkring Cameron Lake og må vel nærmest være udbrudt, som vi passerede på Highway 4. Selvom der er totalt afbrændingsforbud på hele Vancouver Island, så vi mange, der ikke overholdt det. De sad stadig ved bålpladserne ved campingvognene om aftenen, selvom der overalt blev skiltet med, at brandfaren var ekstremt høj. Ganske tæt på arnestedet findes ‘Cathedral Grove’ med århundreder gamle træer. Var de også i risiko for at brænde ned? I nyhederne stod der, at man mente, at branden var menneskeskabt. Det var næsten ikke til at bære.

Vi kørte ombord på færgen efter planen, og den var proppet til randen. Det var en virkelig smuk sejlads, hvor vi var heldige at se, hvordan aftenhimlen i Canada åbenbart også bare er større og smukkere.

Da vi nærmede os Vancouver, bød den os velkommen med lys og guld og glitter. Smukt så det ud, og vi tænkte med spænding på de sidste dage af vores rejse, hvor vi skulle bo inde midt i byen.

Vel ankommet i Vancouver kørte vi ud og væk fra byen så hurtigt, vi kunne. Vi havde booket en plads på campingpladsen ‘Peace Arch RV’ lidt syd for centrum, og på vejen dertil blev det tydeligt, hvor tæt vi egentlig var på grænsen til USA.

Der var masser af skiltning mod grænsen, og der var mange forskellige afkørsler, der ville føre os til ‘The Land of the Free’, men vi valgte i stedet at blive i Canada og tage den sidste frakørsel mod ‘Hope’. Det virkede klogere.

Vi sagde farvel til Pacific Rim og kørte mod næste destination, som var Cowichan River. Det var en ret lang tur på ca. 300 km, og vi gruede for, hvor hård den ville blive.

Undervejs vinkede vi til ‘Kennedy Flats Tribal Park’, da vi passerede. Stedet havde givet os en tiltrængt pause, da vi kørte den modsatte vej. Vi kørte forbi Cathedral Grove, som vi egentlig gerne ville have besøgt, men det var umuligt at finde plads til en kæmpe autocamper. Stedet giver adgang til nogle af de højeste og ældste træer i Canada, blandt andet Western Red Cedar og Douglas graner. Vi måtte nøjes med at køre langsomt forbi de oldgamle træer og forestille os, hvad de mon havde set og bevidnet gennem årene. Årstidernes rullen og menneskers kommen og gåen. Tragedier, glæder og tiden, der bare går.

På et tidspunkt stoppede vi og tankede, og det er faktisk tit en sjov oplevelse, fordi man har tid til at kigge på mennesker. Vi så for eksempel to velvoksne herrer på hver deres motorcykel med anhænger. Jeg har aldrig før set motorcykler med anhængere, og disse her var faktisk ikke helt små. Bare for at gøre det endnu vildere, så tog de en lillebitte hund op af en sidetaske, og så var det spøjse billede komplet.

Vi så ‘batmobilen’, som vi er begyndt at kalde den. Det er Teslas rædsel af en tin-potte, nemlig deres ‘cybertruck’. Det er ikke så sjældent at se den herovre, og hver gang bliver vi lige forundrede.

Pludselig var vi fremme ved Cowichan Lake, hvor vi kunne handle, og turen havde faktisk slet ikke været så lang alligevel.

Det sidste stykke kørte vi på en smal og snoet vej, hvor man blev i tvivl, om vi mon var på rette vej. Vi kørte nedad og gennem tæt, tæt skov, og til sidst var vi der ved Cowichan River Campground. Det var ganske enkelt en skjult perle. Inde mellem de høje træer, der atter en gang nænsomt strakte deres frodige grønne blade ud og beskyttede os mod solens ubønhørlige stråler og gav os skygge og fugt.

Det var en plads, som var langt fra overfyldt, selvom alle pladser var besatte. Der var rum mellem campisterne, og alligevel fossede stemningen og glæden ud mellem træernes skjul.

Hele pladsen var omkranset af Cowichan River, så vi tænkte, at vi måtte kunne komme i vandet. Vi tænkte rigtigt, og det viste sig, at floden gav os den herligste legeplads for voksne og børn. Strømmen var så stærk, at man kunne lægge sig i vandet og lade sig glide med, indtil man kunne gribe fat i en gren for at stoppe turen. Det blev til masser af grin, leg og hyggelige stunder, og vi fik en helt fantastisk eftermiddag og aften ved floden.

Tilbage ved vognen nød de voksne den ikke-eksisterende internetforbindelse, der altid inviterer til en anden slags samvær. Vi spillede kort og fjollede, og aftenen forsvandt i rasende fart.

Brian og jeg havde besluttet, at vi ville nå en tidlig morgengåtur, indens dagens planer blev skudt i gang. Vi snørede vandreskoene, mens de andre stadig sov. Som to teenagere sneg vi os afsted for ikke at blive hørt af de andre, der stadig var fanget i søvnens nådige kys.

Turen varede et par timer, og den startede med kedelig landevej. Efter lidt tid drejede vi fra, og pludselig befandt vi os i regnskov. Nænsomt byggede plankestier førte os videre og videre, indtil stierne blev til trapper, mange trapper, der førte os længere og længere ned mod vores første destination: Halfmoon Bay. Det var, som navnet antyder, en halvmåneformet strand, der lå helt øde og badet i de tidlige morgenstråler.

Problemet med trapper ned er, at de som oftest efterfølges af trapper op. Det gjorde de. Mange trapper op og op. Længere op. Til sidst gik det ikke længere op, for nu stod vi overfor næste destination: Florencia Bay. Det eneste, vi skulle, var at tage trapperne ned. Mange stejle trapper. Ned. Ned. Og ned. Vi så en smuk strand… og… sørme om vi ikke kom til at gå op ad de samme mange lange trapper på vejen tilbage.

På stranden så vi sådan nogen dimser. Syltede løg måske?

I campingvognen var folket langsomt ved at vågne, og det hjalp betragteligt, da vi biksede pandekager sammen. Duften af hygge bredte sig, og vognen vågnede – både af den dejlige duft, men også af brandalarmen, som igen demonstrerede, at den virkede helt fint.

Vi ville til Tofino, og det betød et besøg i endnu en nationalpark, nemlig parken med det sejeste navn: Pacific Rim.

Det var virkelig spændende at befinde sig i dette område, men også lidt mærkeligt. Pludselig så vi en masse skilte om tsunamier og evakuering og risiko for jordskred og hurtige stigninger i vandstand.

Vi vidste, at Tofino var en turistmagnet og kendt for surfing, hvide strande, hvaler og andet vildt. Det var lidt udmattende at forestille sig, at vi skulle gå rundt i tætte, svedige turiststrømme. Det var nemlig samtidig virkelig varmt, og vi orkede det faktisk ikke. Til gengæld orkede vi at tage til stranden.

På vejen passerede vi den ikoniske ‘Long Beach’, som lever perfekt op til sit navn. Hvidt sand og lækkert vand så langt øjet rækker. Vi kørte videre, for vi havde udset os ‘Tonquin Beach’. Det viste sig at være et godt valg, for der var næsten mennesketomt ved den smukke strand, der til forveksling lignede ‘Halfmoon Bay’. Vandet var skønt, omend iskoldt. Det var Stillehavet, vi badede i.

Opfriskede, afkølede og gennemvarmede tog vi videre på gåben i Tofino. Det var ikke, som jeg havde ventet. Der var liv i byen, men turisterne så vi ikke meget til. Der var slet ikke overfyldt, og vi kunne gå rundt og nyde byen i ro og mag. I hele Canada har vi set smukke, frodige blomster overalt. Det så vi også her – skarpe farver og uden den mindste smule rust i kanterne. Pyntede fortove, bænke med udskæringer, flotte farvede huse og canadiske flag mod den blå himmel.

Ved havnen så vi vandflyverne gøre klar til afgang med turister, der skulle se det hele lidt på afstand i fugleperspektiv. Jeg har altid syntes, at vandflyvere er fascinerende. Starten og landingen på vand virker farlig og uforudsigelig. Der er ikke et afspærret landingsområde på samme måde som i en almindelig lufthavn. Hvad sker der, hvis en båd pludselig beslutter sig for at krydse ‘landingsbanen’, eller hvis en dykker kommer op fra en tur i det blå univers. For slet ikke at tale om kystens store bestand af hvaler. Er de mon orienteret om flytiderne?

Overalt i byen så vi tegn på de oprindelige folk, hvis kunst, sprog og helligdomme var inkorporeret i alt, og det føltes respektfuldt, upåtaget og naturligt. ‘Den Grædende Cedarkvinde’ er et værk, der er opført af kunstneren Godfrey Stephens i 1984. Hun signalerer sorgen over ødelæggelsen af naturen.

Alt er stort og flot og gennemtænkt i Canada. Selv de bjørnesikre skraldespande er malede og pyntede.

Tofino var virkelig besøget værd. Det var overraskende, så fint det var, for vi havde nok frygtet den sædvanlige turistfælde. I stedet fandt vi en hyggelig krog på Vancouver Island, som nok er populær, men til gengæld ligger så afsides, at langtfra alle orker turen.

Vi kørte tilbage mod West Coast Campground, men passerede campingpladsen. Vi ville nemlig også nå at besøge Ucluelet, som ligger i den modsatte og helt sydlige ende af nationalparken. Ucluelet, troede jeg, var mindre interessant, men jeg tog igen fejl. Det var en virkelig fin by, og i dette indlæg kommer jeg desværre ikke til at yde byen retfærdighed, for der burde være lige så mange billeder derfra som fra Tofino. Vi nåede at besøge deres fyrtårn, som står helt ude på klipperne, og det var nemt at forstå, hvorfor det var et velbesøgt sted.

Tilbage på West Coast Campground indtog vi den hyggelige butik, for efter den lange dag på tur ville vi bestille deres populære ‘poke-bowls’, som er en form for sund fastfood. Det var afsindigt lækkert og farverigt, og i ventetiden blev mit skød for 2. dag i træk indtaget af huskatten. Jeg er ikke et udpræget kattemenneske, men jeg holdt kun den kølige facade i cirka 2 minutter, og så overgav jeg mig ellers helt til nusseriet. 🐾

Okay så. Jeg havde lært min lektie, og jeg droppede mine virkelig dårlige ideer om små hyggelige genveje ad selvopfundne margueritruter. Vi tog gps’ens forslag, så den stod på lande- og motorveje.

Vi startede kl. 0800 om morgenen, og så var der afgang. Vi har fundet ud af, at det fungerer godt, hvis vi kører afsted uden morgenmad, og så spiser, når vi er kørt et godt stykke. Vi var derfor taget afsted kl. 8, og vi gjorde dagens første stop ved ‘Elk Falls’, som vi vidste, at vi ville se.

Det var et virkelig imponerende syn! Der var nærmest tale om 2 vandfald – eller ét vandfald, der var delt. Der gik en gedigen (mor og fars yndlingsord 😀) hængebro på tværs af slugten, og som vanligt kunne man se ned igennem ‘gulvet’. Jeg er ellers ikke højdeskræk, men når man hænger der midt i luften og bliver holdt oppe af, hvad der føles som et lidt magert snoretræk, så kan man alligevel godt blive ramt. Der var virkelig langt ned…

Med Elk Falls i bagagen kørte vi videre. Der gik ikke lang tid, før vi kom ud til en landevej langs kysten, og vores frokost blev spist ved den smukkeste strand, hvor vi kunne kigge ud over ‘The Salish Sea’, der omkranser hele den sydlige del af Vancouver Island.

Vi fortsatte i sydlig retning langs kysten, indtil gps’en førte os mod vest. Igen kørte vi på en fin snørklet landevej med de smukkeste udsigter om hvert hjørne. Pludselig kom vi til ‘Kennedy Flats Tribal Park’, hvor en masse biler holdt parkeret. Vi blev nysgerrige, så vi holdt også ind. Det viste sig, at der var en rivende flod, der undervejs blev bremset af sten. Over tid havde vandets vilde brusen og stenenes forsøg på at bremse skabt nogle steder med stille, krystalklart vand. Nærmest nogle naturskabte pools. Nogle var dybe, endda meget dybe, og det fik selvfølgelig de vovelystne til at teste deres evner – og held.

Elias var én af de vovelystne, og hans mor skulle bide sig selv i tungen for ikke at bremse ham. Alt gik godt, og at dømme ud fra hans glæde bagefter, var det det rigtige tidspunkt at tie. ‘A man’s gotta do, what a man’s gotta do.’

Efter den opfriskende dukkert kunne vi lige holde til den videre tur. Vi havde ikke mange kilometer tilbage, men alligevel tog det lang tid. Vejene blev mere og mere snørklede og ikke så lidt bumlede. Til sidst nåede vi West Coast Campground, som var en hyggelig og afslappet plads, der nok primært henvendte sig til surfere. Vi var ikke surfere, men vi levede fint op til ‘hyggelige og afslappede’.

Samme aften benyttede jeg pladsens brusebad, som var det bedste bad endnu! Én ting var, at det var udendørs. Noget andet og helt særligt var, at det var uden tag. Det betød, at jeg stod under himlens og træernes levende, glitrende, svajende tag, og det føltes, som om jeg stod i en lun regnbyge og lod mig rense for dagens bekymringer. Naturen var nær og tilbød sin varme favn, hvis man skulle bruge den. Opfrisket og let til mode gik jeg i seng den aften, og man kan nogle gange undre sig over, hvor lidt der skal til.

Vi havde en lang og strabadserende tur foran os på ca. 300 km, og vi skulle køre hele turen på kedelig landevej (der findes faktisk ikke kedelige landevejsstrækninger på Vancouver Island, tror jeg). Men, altså, så var det, at jeg fik en god ide. Jeg tænkte vel, at turen godt kunne blive endnu bedre. Måske med færre turister og bedre udsigter. Lad os vælge ‘marguerit-ruten’, tænkte jeg, Lad os tage den vej, de andre ikke tager. Det er en god ide!!

Således inspireret fandt jeg de gode gamle papirkort frem og lagde en plan, så vi kunne dreje fra og nyde marguerit-ruten med alle de smukke udsigter, fortryllende dybe og hyggelige skove og masser af bær-spisende bjørne og græssende elge i kikkerten. Pyt med, at det ville tage lidt længere tid – vi er jo på ferie, og det ville være det hele værd. Jeg planlagde altså en alternativ rute på 65 km, som gik sådan lidt mere ‘ind over land’ end den kedelige landevej. Det ville blive et eventyr!

Det hele startede fantastisk godt! Vi drejede væk fra den travle landevej og direkte ud på en meget hyggeligere asfalt/grusvej. Blomsterne var smukkere, farverne klarere, og det lignede, at min gode ide i virkeligheden var en formidabelt uovertruffen ide!

Vi var ikke kørt meget mere end 5-7 km, og vejen var åbenbart – formentlig kortvarigt – blevet… æhh… lidt ujævn. Vi måtte have en pause, og det passede i øvrigt fint med frokosttid, så vi fandt et smukt sted at stoppe. Det var virkelig smukt! Der var ro og fred – ja, der var nærmest ikke en eneste anden på vejen, så vi havde det hele for os selv. Ahhhh, idyl!

Det var, da jeg sad der foran den smukke skovsø, at mine blomsterdufts-vibrerende næsebor pludselig opfangede en svag lugt af tis. Af… tis?? Det passede ikke rigtigt ind, så en smule forvirret fik jeg rystet mig lidt mere fri af blomsteridyllen og tændte for andre sanser, der kunne finde ud af at registrere andre indtryk end kun de rosenrøde. Var der ikke også sådan en lidt mærkelig lyd af dryppende væske?

Tiøren faldt uendeligt langsomt, men vi fandt til sidst ud af at kigge under vognen, hvor det var åbenlyst, at noget var helt galt. Hele vores afløbssystem fra hhv. toilet, køkkenvask og brusebad var gået fra hinanden, og nu hang det og dinglede og lugtede… ikke så godt.

Med hjælp fra ‘Chloé og Joe’, som var et ungt lokalt canadisk par, der stoppede og tilbød os hjælp, prøvede vi at flikke det sammen på bedste beskub, og så måtte vi jo bare håbe på, at det ville holde, indtil Cruise Canada ville hjælpe os med at udbedre skaderne, så vi kunne bruge afløbet igen.

Chloé bemærkede grinende, at der jo var masser af bjørne og andet vildt i området, men det fik vi nok ikke at se, når vi kørte i vores ikke så lydløse og nu også ret ildelugtende autocamper. Det var faktisk først der, vi fik selvindsigt nok til at erkende, at det havde hun jo egentlig nok ret i. Øv!

Jeg vil ikke bruge mange linjer på at uddybe vores videre tur ad margueritruten. Jeg vil blot fortælle, hvad min far sagde, da vi kom ud på asfalt igen: “Det er alligevel den værste køretur, jeg har været ude på i mit liv.”

Vi nærmede os endelig vores campingplads, der hed Buttle Lake Campground. Da jeg skulle booke den, sad jeg i kø, fordi der er så få pladser, og den er populær. Det er svært, når man sidder hjemme foran skærmen, at vurdere, om pladsen er så god, som man tror, den er. Man vil jo gerne gøre turen så god som muligt.

Men Buttle Lake var fantastisk! Pladsen var hyggelig og privat. Der var høje træer, der nænsomt lukkede sig over os og skærmede vores hud mod den stærke canadiske sol. Der var skovens stille lyde, der lod os restituere ovenpå margueritrutens heftigt raslende bestik- og glasskuffer, flyvende vanddunke og frit flydende toilettasker. Det var tiltrængt.

Kort efter ville vi udforske pladsen, for man måtte jo kunne bade et sted. Vi fandt ganske rigtigt et badested, og vandet var vidunderligt! Det var nøjagtig, hvad vi havde brug for, og aftenen blev skøn med masser af grin, overbærende snak og canadisk øl og rødvin. Alt var godt 🌞

25 minutters kørsel var alt, hvad vi skulle igennem i dag. Det var en kort tur, men alligevel tog den lang tid. Det var en lille landevej, der førte os på vej, og vi havde hørt, at man kunne være heldig at se ‘wildlife’ undervejs, så vi kørte langsomt. Der gik ikke lang tid, før vi så ørne svæve over trætoppene. Først én havørn. Efter lidt tid så vi nogle stykker svæve sammen.

Da vi nåede endnu længere ad den blødt svingende og hastigt stigende og faldende vej, så vi, at der på himlen over os hang 5 ørne og svævede. Blødt glidende, søgende, jagende. Et rovdyrs blik og bevægelser pakket ind i et smukt ydre.

Det føltes som et hemmeligt sted, vi nærmede os. Telegraph Cove bød os velkommen med et lille undseligt skilt, der viste os vej mod vores campingplads. Jeg havde booket en plads, så vi skulle bo i skoven fremfor i selve byen, og jeg vidste ikke helt, hvad vi skulle forvente, for på nettet stod der ikke så meget om campingpladsen.

Det var virkelig et hemmeligt sted, skjult bag høje træer og buske. Det føltes som en regnskov. Fugtig og frodig og overdådig. Bregner, der mosede sig op fra skovbunden som små propel-arme, dækkede mosset i skovbunden. Slyngplanterne, der insisterende tvang sig frem og op. Gamle ceder- og fyrretræer med grønt ‘skæg’ på grenene, der gemte på mange års sandheder. Charmerende og lidt ærefrygtindgydende. Sådan en sted, hvor du instinktivt føler, at du bør dæmpe stemmen, fordi du befinder dig et sted, der føles som en kirke.

Fra det fjerneste punkt på campingpladsen fandt vi en hemmelig sti. Stien førte os ud på ‘Bausa Cove Trail’, som vi naturligvis var nødt til at følge. Pludselig åbnede skoven sig foran os, og en lille vig kom til syne – som i en scene fra ‘Robinson Crusoe’. Vi nød stilheden og skønheden, og vi havde tid til at sidde og nyde og bare tage det hele ind.

Tilbage på campingpladsen besluttede vi, at det var tid til at besøge byen Telegraph Cove. Vi gik den korte tur dertil, og det tog os 15 minutter i sindigt tempo. Man kunne lige nå en snak om løst og fast, mens vi ladede op til næste oplevelse.

Telegraph Cove var i den grad et besøg værd. Byen står bogstaveligt talt på stikker (eller pæle), og havnen har charme og en hel masse historie. Byen var egentlig ikke rigtig en by, men et savværk, og det var det, byen opstod omkring. I dag er den et meget charmerende bekendtskab med hyggelige spisesteder og en utroligt smuk havnefront med et stort kajanlæg på pæle.

Tilbage på campingpladsen faldt vi i en tidslomme, hvor vi kunne slappe lidt af, mens vi forberedte os på en lang køretur til British Columbias ældste nationalpark dagen efter. Det var, mens vi var i denne tidslomme, at jeg fik en overordentlig god idé… for hvad med at tage ‘marguerit-ruten’??? 😅😬🫣

Vi havde en drøm om at køre ca. 60 km mod San Josef Bay, som er et meget nordvestligt sted på Vancouver Island. Jeg havde læst, at vejene var dårlige, og det ville være en udfordring at komme frem i vores kæmpe camper, som samtidig skulle vige for de mange brede og tunge ‘logging-trucks’, som benytter vejene. Faktisk står der flere steder, at man skal sørge for at vige for dem, for de gør det ikke! Vi besluttede, at vi ikke orkede den slags offroad udfordringer, så vi besluttede os for at gå med plan B.

Vi kørte i stedet den korte vej fra Port Hardy til Port McNeill, hvor vi havde læst, at der skulle være hyggeligt. Vi var heldige og hapsede den sidste plads på en lokal campingplads, der hed Broughton Strait Campground. Det viste sig at være et kæmpe scoop, for pladsen var fantastisk. Ikke nok med at vores plads var hyggelig og privat, så kunne man vaske tøj ganske gratis.

Vores nye naboer kom og hilste på os. Det var to bedsteforældre med deres næsten voksne barnebarn. De var fra Vancouver Island, og de havde boet der hele deres liv. De sagde, at de ikke behøvede at rejse andre steder hen end Vancouver Island, for selv hvis man brugte hele sit liv, ville man stadig ikke nå at opleve det hele. De behøvede ikke uddybe. Vi forstod til fulde, hvad de mente.

Senere kom deres søn og svigerdatter på besøg. Sønnen havde en friskfanget laks med og helt uden at betænke sig, gav vores nabo os den ene hele lakseside. Vi tabte underkæben, og jeg ved ikke, hvor mange gange, vi sagde tak. Han trak bare på skulderen og sagde: ‘sure’, som om det var ingenting.

Vores øjne var helt udmattede af gårsdagens vidunderlige sejltur ad ‘Inside Passage’, så selvom det lyder skørt, så havde vi brug for en pause fra skønhed. Det var selvfølgelig naivt at tro, at man kan få sådan nogle pauser i Canada. Dumme os.

Da vi besluttede at gå den korte tur ned i byen, startede vi med at gå gennem noget, der mindede om regnskov. Da vi kom ud af skoven, dukkede en virkelig hyggelig havneby op foran os. Der var barer og restauranter af den hyggelige slags, og så var der et virkelig fint havnemiljø.

Vi gik forbi to amerikanere, der havde fanget en stor portion flotte laks. De tog sig tid til at forklare os, hvordan man kunne kende forskel på de to slags laks, de havde fanget: ‘king salmon’ (kongelaks) og ‘silversalmon’ (sølvlaks).

På vejen hjem gik vi forbi et område, hvor vi kunne se lavvandet. Det bragte masser af fugle til området, og vi hørte et mærkeligt skrig lige over hovedet på os. En ung havørn sad på en elmast lige over vores hoveder. Den så lidt forpjusket og rådvild ud, som du måske fornemmer i videoen. Men da den til sidst bredte sine vinger og fløj, var den alligevel ikke så lille, som vi måske troede.

Tilbage i camperen skulle der laves mad, og vi skulle have laks til forret. Godt med smør, friskkværnet peber og salt, og så var den hjemme. En festmåltid! Inden afgang næste morgen hængte vi et styks hjemmehæklet karklud på deres campingdør som tak til vores søde naober. Måske bliver de lige så glade for den, som vi gjorde for deres laks.