Jeg indrømmer, at jeg var negativ fra start. Vancouver føltes som et stort og frådende og måske endda ucharmerende monster, og jeg drømte mig tilbage til de canada-blå søer og enorme skove. Jeg savnede det simple liv i camperen, hvor der var samling på flokken, og hvor man vidste, at dagen bragte smukke udsigter og uforglemmelige minder, så snart du trådte ud af døren.
Vancouver summede i den grad af liv, og der var mennesker over det hele. Det var en heksekedel, og der var fyldt både tudseslim og troldetårer i gryden, som boblede lystigt derudaf.
Robson Street, hvor vi boede, var en ‘pæn’ gade med masser af butikker og i særdeleshed madsteder. Det var ikke en gågade, men det burde det måske være – i hvert fald hvis man skulle dømme ud fra mængden, der gik, stod, sad, snakkede, spiste eller bare var.
De sidstnævnte, altså dem, der bare var, var der mange af. Mennesker, der skilte sig ud, fordi deres glas var langt mere end halvtomme, og der var ingen til at fylde dem. Deres ansigter var brune og slidte, og øjnene var tomme. En forkert beslutning, en fejlslagen drøm, et fix for mange, et liv på kanten, og nu sad de der og ventede på det næste skud lykke, der kunne pumpes i årerne eller lungerne. Vancouver skiltede ikke med det, men ingen kunne være i tvivl om problemet, når man gik i gaderne.
Silje og Elias drønede frygtløst ud på gaden og ind i butikkerne. De så muligheder og ikke begrænsninger, når den ene lækre mærkevarebutik efter den anden dukkede op. Deres shoppe-gen var helt intakt, og de skulle rundt og snuse, prøve og mærke det hele. Brian fulgte trop med ungerne, for han er heller ikke helt ueffen, når det kommer til shopping, og Vancouver tog glad imod ham. Susse og Bjarne gik deres egen runde, og deres blikke var rettet mere op. De så på smukke bygningsværker og kunststykker. De drak kaffe på kaffebar, der for en gangs skyld lavede en nogenlunde smagfuld kop, og de spiste is i isbutikken.
Jeg klarede heksens bryg i ganske få øjeblikke, og så måtte jeg gå andre veje. Det passede mig fint, for jeg havde et andet mål. I Libanon og New Zealand fik jeg en tatovering som minde om rejsen, og det ville jeg gerne gentage. Jeg søgte ned i en sidegade, Granville Street, hvor jeg havde fundet et sted, der havde tid. Gaden var lidt småskummel, og hvis der var mange triste skæbner på Robson Street, var der endnu flere her.
‘Adrenaline’ hed forretningen, og Eduardo var tattovøren. Det tog et par timer på langs, og så var min solmaske lavet. Solmasken er fra Haida kulturen, og den symboliserer liv, lys, transformation og overflod.
Om aftenen gjorde vi de første indledende forberedelser til morgendagen, som ville blive en lang dag på kontoret. Vi vidste, at vi ville blive brugte og pressede, og vi stod ganske givet også overfor et heftigt jetlag. Aftenen blev kort, og på hver vores måde gjorde vi os alle klar til at tage afsked med Canada.
Canada 