1. august 25: Peace Arch RV – Vancouver

‘Peace Arch RV’ var nok den dyreste plads, vi havde været på, men den var også bare i orden. Én ting var, at vi kunne ankomme sent. En anden ting var, at da morgendagen kom, så vi et blomsterflor af en anden verden. Kæmpe hortensiaer rejste sig i alverdens farver. Liljer, høje og ranke. Roser, stolte og utilnærmelige. Det var skønt, men anderledes for os, der var vant til spartanske, simple pladser.

Dagens mission var at aflevere camperen og komme ind til hotellet. Cruise Canada, som er vores udlejningsfirma, har ikke været nemme at danse med, og vi vidste, at vi givetvis stod over for et træls møde. Vi vidste, at der givetvis ville være et forskelligt syn på, hvordan man opgør, hvor meget tabt ferietid koster. Det var vemodigt at tømme camperen og tage stilling til hver en ting, for hvad skulle vi slæbe med, og hvad skulle vi efterlade.

Fra Cruise Canada afleveringen tog vi en Uber – eller rettere 2 – og så var det vores tur til at lade os transportere gennem gaderne. Det tog en time, for det viser sig, at der også er myldretidstrafik i Vancouver 😳

På vej ind mod byen så vi den flotte ‘Lions Gate Bridge’ (første foto) strække sig mod himlen. Den er virkelig flot – både på billeder, men bestemt også i virkeligheden. Som vi nærmede os byen, så vi højhusene stige af jorden, og de blev til en flot port til Vancouvers hjerte.

Vi tjekkede ind på hotellet ‘Rosedale on Robson’, og det var som en oase i et heftigt pulserende hjerte, for byens puls var skyhøj, og vi havde svært ved at tune ind. Det ligger på Robson Street, som er lige midt i downtown. For sådan en flok som os, som næsten kun har oplevet natur, natur og mere natur det sidste lange stykke tid, var det fra asken og i ilden.

Da vi skulle finde aftensmad, besluttede vi os for noget helt anderledes, nemlig ‘ramen’. Det havde vi ikke prøvet før, men det smagte fantastisk. Aftenen blev kort, for vi var trætte efter de sidste dages omskiftelighed.

Skriv en kommentar