Sidste morgen på Vancouver Island og vi skulle køre til øens ‘hovedstad’, nemlig Victoria, der ligger på sydspidsen. Vi valgte at tage turen over Port Renfrew, for selvom den var langsommere end motorvejen, så skulle det være en smuk tur langs med Stille- og Salishhavet.
Det var en smuk tur – ingen tvivl om det. Alligevel syntes jeg, at den var lidt en skuffelse, for selvom den umiddelbart lå helt ud til vandet, når man så på kortet, så viste det sig, at udsigten som oftest var gemt bag høje og uigennemtrængelige træer. Til gengæld var den som ventet langsommere. På et tidspunkt stoppede vi for at få et billede at de meget lavthængende skyer, der faktisk lå lavere end bjergtoppene. Det var først senere, det gik op for mig, at det var USA, jeg tog billede af.
Da vi endelig kom til Victoria, var byen stor og travl. Vi kørte ikke helt ind i hjertet af byen, for der var ingen af os, der havde mod på at træde ud i hvirvelvinden. Mennesker og dytten og travlhed og mængder af biler over det hele passede dårligt til vores liv gennem den sidste lange tid.
Jeg tog ét eneste billede i Victoria. Det var alt:
Vi kørte i stedet nordpå mod Schwartz Bay, hvor færgeterminalen var. Vi fandt en lystbådehavn, hvor vi kunne parkere og spise lidt mad, og så skulle tiden egentlig bare gå indtil vores afgang kl. 20.
Jeg brugte tiden på at læse nyheder, og det var mærkeligt at læse om det tsunami-varsel, der havde hvilet som en tung trussel over hele vestkysten af Vancouver Island og særligt over Pacific Rim, som var nationalparken, vi befandt os i for ganske få dage siden. I Rusland havde der været et jordskælv, der målte 8,8 på Richterskalaen, og det var efterdønningerne fra det skælv, der gav tsunami-varsler. Da bølgerne rent faktisk ramte rundt omkring i verden, var de langt lavere end frygtet, og derfor blev truslen hurtigt anset for ubetydelig. Men alligevel. Det gav stof til eftertanke.
Jeg læste også, at der var udbrudt skovbrand på Vancouver Island. Den udbrød i området lige omkring Cameron Lake og må vel nærmest være udbrudt, som vi passerede på Highway 4. Selvom der er totalt afbrændingsforbud på hele Vancouver Island, så vi mange, der ikke overholdt det. De sad stadig ved bålpladserne ved campingvognene om aftenen, selvom der overalt blev skiltet med, at brandfaren var ekstremt høj. Ganske tæt på arnestedet findes ‘Cathedral Grove’ med århundreder gamle træer. Var de også i risiko for at brænde ned? I nyhederne stod der, at man mente, at branden var menneskeskabt. Det var næsten ikke til at bære.
Vi kørte ombord på færgen efter planen, og den var proppet til randen. Det var en virkelig smuk sejlads, hvor vi var heldige at se, hvordan aftenhimlen i Canada åbenbart også bare er større og smukkere.
Da vi nærmede os Vancouver, bød den os velkommen med lys og guld og glitter. Smukt så det ud, og vi tænkte med spænding på de sidste dage af vores rejse, hvor vi skulle bo inde midt i byen.
Vel ankommet i Vancouver kørte vi ud og væk fra byen så hurtigt, vi kunne. Vi havde booket en plads på campingpladsen ‘Peace Arch RV’ lidt syd for centrum, og på vejen dertil blev det tydeligt, hvor tæt vi egentlig var på grænsen til USA.
Der var masser af skiltning mod grænsen, og der var mange forskellige afkørsler, der ville føre os til ‘The Land of the Free’, men vi valgte i stedet at blive i Canada og tage den sidste frakørsel mod ‘Hope’. Det virkede klogere.
Canada 