Vi sagde farvel til Pacific Rim og kørte mod næste destination, som var Cowichan River. Det var en ret lang tur på ca. 300 km, og vi gruede for, hvor hård den ville blive.
Undervejs vinkede vi til ‘Kennedy Flats Tribal Park’, da vi passerede. Stedet havde givet os en tiltrængt pause, da vi kørte den modsatte vej. Vi kørte forbi Cathedral Grove, som vi egentlig gerne ville have besøgt, men det var umuligt at finde plads til en kæmpe autocamper. Stedet giver adgang til nogle af de højeste og ældste træer i Canada, blandt andet Western Red Cedar og Douglas graner. Vi måtte nøjes med at køre langsomt forbi de oldgamle træer og forestille os, hvad de mon havde set og bevidnet gennem årene. Årstidernes rullen og menneskers kommen og gåen. Tragedier, glæder og tiden, der bare går.
På et tidspunkt stoppede vi og tankede, og det er faktisk tit en sjov oplevelse, fordi man har tid til at kigge på mennesker. Vi så for eksempel to velvoksne herrer på hver deres motorcykel med anhænger. Jeg har aldrig før set motorcykler med anhængere, og disse her var faktisk ikke helt små. Bare for at gøre det endnu vildere, så tog de en lillebitte hund op af en sidetaske, og så var det spøjse billede komplet.
Vi så ‘batmobilen’, som vi er begyndt at kalde den. Det er Teslas rædsel af en tin-potte, nemlig deres ‘cybertruck’. Det er ikke så sjældent at se den herovre, og hver gang bliver vi lige forundrede.
Pludselig var vi fremme ved Cowichan Lake, hvor vi kunne handle, og turen havde faktisk slet ikke været så lang alligevel.
Det sidste stykke kørte vi på en smal og snoet vej, hvor man blev i tvivl, om vi mon var på rette vej. Vi kørte nedad og gennem tæt, tæt skov, og til sidst var vi der ved Cowichan River Campground. Det var ganske enkelt en skjult perle. Inde mellem de høje træer, der atter en gang nænsomt strakte deres frodige grønne blade ud og beskyttede os mod solens ubønhørlige stråler og gav os skygge og fugt.
Det var en plads, som var langt fra overfyldt, selvom alle pladser var besatte. Der var rum mellem campisterne, og alligevel fossede stemningen og glæden ud mellem træernes skjul.
Hele pladsen var omkranset af Cowichan River, så vi tænkte, at vi måtte kunne komme i vandet. Vi tænkte rigtigt, og det viste sig, at floden gav os den herligste legeplads for voksne og børn. Strømmen var så stærk, at man kunne lægge sig i vandet og lade sig glide med, indtil man kunne gribe fat i en gren for at stoppe turen. Det blev til masser af grin, leg og hyggelige stunder, og vi fik en helt fantastisk eftermiddag og aften ved floden.
Tilbage ved vognen nød de voksne den ikke-eksisterende internetforbindelse, der altid inviterer til en anden slags samvær. Vi spillede kort og fjollede, og aftenen forsvandt i rasende fart.
Canada 