Brian og jeg havde besluttet, at vi ville nå en tidlig morgengåtur, indens dagens planer blev skudt i gang. Vi snørede vandreskoene, mens de andre stadig sov. Som to teenagere sneg vi os afsted for ikke at blive hørt af de andre, der stadig var fanget i søvnens nådige kys.
Turen varede et par timer, og den startede med kedelig landevej. Efter lidt tid drejede vi fra, og pludselig befandt vi os i regnskov. Nænsomt byggede plankestier førte os videre og videre, indtil stierne blev til trapper, mange trapper, der førte os længere og længere ned mod vores første destination: Halfmoon Bay. Det var, som navnet antyder, en halvmåneformet strand, der lå helt øde og badet i de tidlige morgenstråler.
Problemet med trapper ned er, at de som oftest efterfølges af trapper op. Det gjorde de. Mange trapper op og op. Længere op. Til sidst gik det ikke længere op, for nu stod vi overfor næste destination: Florencia Bay. Det eneste, vi skulle, var at tage trapperne ned. Mange stejle trapper. Ned. Ned. Og ned. Vi så en smuk strand… og… sørme om vi ikke kom til at gå op ad de samme mange lange trapper på vejen tilbage.
På stranden så vi sådan nogen dimser. Syltede løg måske?
I campingvognen var folket langsomt ved at vågne, og det hjalp betragteligt, da vi biksede pandekager sammen. Duften af hygge bredte sig, og vognen vågnede – både af den dejlige duft, men også af brandalarmen, som igen demonstrerede, at den virkede helt fint.
Vi ville til Tofino, og det betød et besøg i endnu en nationalpark, nemlig parken med det sejeste navn: Pacific Rim.
Det var virkelig spændende at befinde sig i dette område, men også lidt mærkeligt. Pludselig så vi en masse skilte om tsunamier og evakuering og risiko for jordskred og hurtige stigninger i vandstand.
Vi vidste, at Tofino var en turistmagnet og kendt for surfing, hvide strande, hvaler og andet vildt. Det var lidt udmattende at forestille sig, at vi skulle gå rundt i tætte, svedige turiststrømme. Det var nemlig samtidig virkelig varmt, og vi orkede det faktisk ikke. Til gengæld orkede vi at tage til stranden.
På vejen passerede vi den ikoniske ‘Long Beach’, som lever perfekt op til sit navn. Hvidt sand og lækkert vand så langt øjet rækker. Vi kørte videre, for vi havde udset os ‘Tonquin Beach’. Det viste sig at være et godt valg, for der var næsten mennesketomt ved den smukke strand, der til forveksling lignede ‘Halfmoon Bay’. Vandet var skønt, omend iskoldt. Det var Stillehavet, vi badede i.
Opfriskede, afkølede og gennemvarmede tog vi videre på gåben i Tofino. Det var ikke, som jeg havde ventet. Der var liv i byen, men turisterne så vi ikke meget til. Der var slet ikke overfyldt, og vi kunne gå rundt og nyde byen i ro og mag. I hele Canada har vi set smukke, frodige blomster overalt. Det så vi også her – skarpe farver og uden den mindste smule rust i kanterne. Pyntede fortove, bænke med udskæringer, flotte farvede huse og canadiske flag mod den blå himmel.
Ved havnen så vi vandflyverne gøre klar til afgang med turister, der skulle se det hele lidt på afstand i fugleperspektiv. Jeg har altid syntes, at vandflyvere er fascinerende. Starten og landingen på vand virker farlig og uforudsigelig. Der er ikke et afspærret landingsområde på samme måde som i en almindelig lufthavn. Hvad sker der, hvis en båd pludselig beslutter sig for at krydse ‘landingsbanen’, eller hvis en dykker kommer op fra en tur i det blå univers. For slet ikke at tale om kystens store bestand af hvaler. Er de mon orienteret om flytiderne?
Overalt i byen så vi tegn på de oprindelige folk, hvis kunst, sprog og helligdomme var inkorporeret i alt, og det føltes respektfuldt, upåtaget og naturligt. ‘Den Grædende Cedarkvinde’ er et værk, der er opført af kunstneren Godfrey Stephens i 1984. Hun signalerer sorgen over ødelæggelsen af naturen.
Alt er stort og flot og gennemtænkt i Canada. Selv de bjørnesikre skraldespande er malede og pyntede.
Tofino var virkelig besøget værd. Det var overraskende, så fint det var, for vi havde nok frygtet den sædvanlige turistfælde. I stedet fandt vi en hyggelig krog på Vancouver Island, som nok er populær, men til gengæld ligger så afsides, at langtfra alle orker turen.
Vi kørte tilbage mod West Coast Campground, men passerede campingpladsen. Vi ville nemlig også nå at besøge Ucluelet, som ligger i den modsatte og helt sydlige ende af nationalparken. Ucluelet, troede jeg, var mindre interessant, men jeg tog igen fejl. Det var en virkelig fin by, og i dette indlæg kommer jeg desværre ikke til at yde byen retfærdighed, for der burde være lige så mange billeder derfra som fra Tofino. Vi nåede at besøge deres fyrtårn, som står helt ude på klipperne, og det var nemt at forstå, hvorfor det var et velbesøgt sted.
Tilbage på West Coast Campground indtog vi den hyggelige butik, for efter den lange dag på tur ville vi bestille deres populære ‘poke-bowls’, som er en form for sund fastfood. Det var afsindigt lækkert og farverigt, og i ventetiden blev mit skød for 2. dag i træk indtaget af huskatten. Jeg er ikke et udpræget kattemenneske, men jeg holdt kun den kølige facade i cirka 2 minutter, og så overgav jeg mig ellers helt til nusseriet. 🐾
Canada 