Okay så. Jeg havde lært min lektie, og jeg droppede mine virkelig dårlige ideer om små hyggelige genveje ad selvopfundne margueritruter. Vi tog gps’ens forslag, så den stod på lande- og motorveje.
Vi startede kl. 0800 om morgenen, og så var der afgang. Vi har fundet ud af, at det fungerer godt, hvis vi kører afsted uden morgenmad, og så spiser, når vi er kørt et godt stykke. Vi var derfor taget afsted kl. 8, og vi gjorde dagens første stop ved ‘Elk Falls’, som vi vidste, at vi ville se.
Det var et virkelig imponerende syn! Der var nærmest tale om 2 vandfald – eller ét vandfald, der var delt. Der gik en gedigen (mor og fars yndlingsord 😀) hængebro på tværs af slugten, og som vanligt kunne man se ned igennem ‘gulvet’. Jeg er ellers ikke højdeskræk, men når man hænger der midt i luften og bliver holdt oppe af, hvad der føles som et lidt magert snoretræk, så kan man alligevel godt blive ramt. Der var virkelig langt ned…
Med Elk Falls i bagagen kørte vi videre. Der gik ikke lang tid, før vi kom ud til en landevej langs kysten, og vores frokost blev spist ved den smukkeste strand, hvor vi kunne kigge ud over ‘The Salish Sea’, der omkranser hele den sydlige del af Vancouver Island.
Vi fortsatte i sydlig retning langs kysten, indtil gps’en førte os mod vest. Igen kørte vi på en fin snørklet landevej med de smukkeste udsigter om hvert hjørne. Pludselig kom vi til ‘Kennedy Flats Tribal Park’, hvor en masse biler holdt parkeret. Vi blev nysgerrige, så vi holdt også ind. Det viste sig, at der var en rivende flod, der undervejs blev bremset af sten. Over tid havde vandets vilde brusen og stenenes forsøg på at bremse skabt nogle steder med stille, krystalklart vand. Nærmest nogle naturskabte pools. Nogle var dybe, endda meget dybe, og det fik selvfølgelig de vovelystne til at teste deres evner – og held.
Elias var én af de vovelystne, og hans mor skulle bide sig selv i tungen for ikke at bremse ham. Alt gik godt, og at dømme ud fra hans glæde bagefter, var det det rigtige tidspunkt at tie. ‘A man’s gotta do, what a man’s gotta do.’
Efter den opfriskende dukkert kunne vi lige holde til den videre tur. Vi havde ikke mange kilometer tilbage, men alligevel tog det lang tid. Vejene blev mere og mere snørklede og ikke så lidt bumlede. Til sidst nåede vi West Coast Campground, som var en hyggelig og afslappet plads, der nok primært henvendte sig til surfere. Vi var ikke surfere, men vi levede fint op til ‘hyggelige og afslappede’.
Samme aften benyttede jeg pladsens brusebad, som var det bedste bad endnu! Én ting var, at det var udendørs. Noget andet og helt særligt var, at det var uden tag. Det betød, at jeg stod under himlens og træernes levende, glitrende, svajende tag, og det føltes, som om jeg stod i en lun regnbyge og lod mig rense for dagens bekymringer. Naturen var nær og tilbød sin varme favn, hvis man skulle bruge den. Opfrisket og let til mode gik jeg i seng den aften, og man kan nogle gange undre sig over, hvor lidt der skal til.
Canada 