Vi havde en lang og strabadserende tur foran os på ca. 300 km, og vi skulle køre hele turen på kedelig landevej (der findes faktisk ikke kedelige landevejsstrækninger på Vancouver Island, tror jeg). Men, altså, så var det, at jeg fik en god ide. Jeg tænkte vel, at turen godt kunne blive endnu bedre. Måske med færre turister og bedre udsigter. Lad os vælge ‘marguerit-ruten’, tænkte jeg, Lad os tage den vej, de andre ikke tager. Det er en god ide!!
Således inspireret fandt jeg de gode gamle papirkort frem og lagde en plan, så vi kunne dreje fra og nyde marguerit-ruten med alle de smukke udsigter, fortryllende dybe og hyggelige skove og masser af bær-spisende bjørne og græssende elge i kikkerten. Pyt med, at det ville tage lidt længere tid – vi er jo på ferie, og det ville være det hele værd. Jeg planlagde altså en alternativ rute på 65 km, som gik sådan lidt mere ‘ind over land’ end den kedelige landevej. Det ville blive et eventyr!
Det hele startede fantastisk godt! Vi drejede væk fra den travle landevej og direkte ud på en meget hyggeligere asfalt/grusvej. Blomsterne var smukkere, farverne klarere, og det lignede, at min gode ide i virkeligheden var en formidabelt uovertruffen ide!
Vi var ikke kørt meget mere end 5-7 km, og vejen var åbenbart – formentlig kortvarigt – blevet… æhh… lidt ujævn. Vi måtte have en pause, og det passede i øvrigt fint med frokosttid, så vi fandt et smukt sted at stoppe. Det var virkelig smukt! Der var ro og fred – ja, der var nærmest ikke en eneste anden på vejen, så vi havde det hele for os selv. Ahhhh, idyl!
Det var, da jeg sad der foran den smukke skovsø, at mine blomsterdufts-vibrerende næsebor pludselig opfangede en svag lugt af tis. Af… tis?? Det passede ikke rigtigt ind, så en smule forvirret fik jeg rystet mig lidt mere fri af blomsteridyllen og tændte for andre sanser, der kunne finde ud af at registrere andre indtryk end kun de rosenrøde. Var der ikke også sådan en lidt mærkelig lyd af dryppende væske?
Tiøren faldt uendeligt langsomt, men vi fandt til sidst ud af at kigge under vognen, hvor det var åbenlyst, at noget var helt galt. Hele vores afløbssystem fra hhv. toilet, køkkenvask og brusebad var gået fra hinanden, og nu hang det og dinglede og lugtede… ikke så godt.
Med hjælp fra ‘Chloé og Joe’, som var et ungt lokalt canadisk par, der stoppede og tilbød os hjælp, prøvede vi at flikke det sammen på bedste beskub, og så måtte vi jo bare håbe på, at det ville holde, indtil Cruise Canada ville hjælpe os med at udbedre skaderne, så vi kunne bruge afløbet igen.
Chloé bemærkede grinende, at der jo var masser af bjørne og andet vildt i området, men det fik vi nok ikke at se, når vi kørte i vores ikke så lydløse og nu også ret ildelugtende autocamper. Det var faktisk først der, vi fik selvindsigt nok til at erkende, at det havde hun jo egentlig nok ret i. Øv!
Jeg vil ikke bruge mange linjer på at uddybe vores videre tur ad margueritruten. Jeg vil blot fortælle, hvad min far sagde, da vi kom ud på asfalt igen: “Det er alligevel den værste køretur, jeg har været ude på i mit liv.”
Vi nærmede os endelig vores campingplads, der hed Buttle Lake Campground. Da jeg skulle booke den, sad jeg i kø, fordi der er så få pladser, og den er populær. Det er svært, når man sidder hjemme foran skærmen, at vurdere, om pladsen er så god, som man tror, den er. Man vil jo gerne gøre turen så god som muligt.
Men Buttle Lake var fantastisk! Pladsen var hyggelig og privat. Der var høje træer, der nænsomt lukkede sig over os og skærmede vores hud mod den stærke canadiske sol. Der var skovens stille lyde, der lod os restituere ovenpå margueritrutens heftigt raslende bestik- og glasskuffer, flyvende vanddunke og frit flydende toilettasker. Det var tiltrængt.
Kort efter ville vi udforske pladsen, for man måtte jo kunne bade et sted. Vi fandt ganske rigtigt et badested, og vandet var vidunderligt! Det var nøjagtig, hvad vi havde brug for, og aftenen blev skøn med masser af grin, overbærende snak og canadisk øl og rødvin. Alt var godt 🌞
Canada 