Vasketøjet hobede sig efterhånden op, og vi var nødt til at gøre et eller andet ved det. Vi forlod derfor campingpladsen ved Tyhee Lake og kørte til byen Smithers, som ikke er helt lille. Tanken var, at vi ville finde et vaskeri, og så kunne nogle sidde og arbejde på vaskeriet, og andre kunne gå ned i byen og kigge på butikker.
Alt, undtagen vaskeriet, holdt lukket, for det var søndag. Vi fik alligevel klaret, hvad vi skulle, så det var fint. Vi kørte videre, og vi havde ikke særlig langt, faktisk var der kun ca. 90 km. På landevejen så vi pludselig et skilt:
Som en ægte true-crime fan har jeg lyttet til mængder af podcasts, hvoraf en hel del beretter om ‘Highway of Tears’. Det er en forfærdelig, men desværre sand, fortælling om en vejstrækning på 710-740 km langs Highway 16, Yellowhead Highway, hvor mindst 40 ofre er forsvundet siden 1980’erne og indtil 2006. Langt de fleste var unge indfødte kvinder. Nogle blev efterfølgende fundet myrdet, men der er stadig mange, der er væk – som sunket i jorden. Mange af dem blaffede af nød pga enten økonomisk elendighed eller manglende offentlige transportmuligheder. Mange pårørende bad forgæves myndighederne om hjælp, men af mange forskellige årsager, blandt andet racisme i systemet, blev hjælpen ikke givet eller var mangelfuld.
Man ved, at der har været flere forskellige seriemordere, faktisk hele 5, i området, og man relaterer en del af drabene og forsvindingerne til dem. ‘Highway of Tears’ er endda blevet kaldt en ‘hunting ground’, dvs. et jagtområde, for seriemordere.
Det føltes trist og på en måde forkert at fortsætte kørslen, så vi kørte ind på en rasteplads for at holde pause. Til vores store overraskelse så vi optrinnet i videoen nedenfor. Fire mænd stod i en dyb slugt ved den voldsomme brusende flod. Den ene noterede et eller anden. Den anden fotograferede. Den tredje hentede de fisk, som den fjerde fik i nettet, hev i land og slog ihjel med en kølle. Enkelte fisk blev sat ud igen. Vi var ikke helt sikre på, hvad formålet var, men det måtte være en eller anden form for kontrol, muligvis vedrørende spredning af en bestemt sygdom i fiskene, som vi har hørt omtalt.
Det interessante var faktisk heller ikke, hvad han lavede, men at han med sit net fangede 5-6 store, flotte laks (tror vi) på de ca. 20 minutter, vi var der.
Bemærk i øvrigt den utroligt ringe sikkerhed. Han har en snor om maven, som han selv har bundet. Den var ikke gået i Danmark.
På trods af fortsatte advarselsskilte i vejsiderne om ‘Highway of Tears’ kunne vi nu fortsætte vores kørsel med andet og mindre ildevarslende i tankerne. Efter lidt tid nåede vi til New Hazelton, hvor vi skulle passere en hængebro. Den var lidt skræmmende, for der var meget langt ned. Man kunne gå ud på den, hvilket vi selvfølgelig gjorde, og undervejs konstaterede vi alle, at der var ‘huller i gulvet’, så man kunne se ned. Puha.
K’San Campground lå i Hazelton, og det var et lidt anderledes sted. Alene navnet gør det lidt specielt. En ung pige, som jeg gætter på var af indiansk oprindelse, stod klar til check-ind. Hun anviste mig vores plads, men da vi ville køre derhen, kunne vi se, at pladsen var taget. Hun beklagede og sagde, at det gjorde folk desværre tit – altså bare tog den plads, de ville have. Måske overfortolker jeg, men det var den første plads, der var ejet af oprindelige folk, vi besøgte, og det var også første sted, vi oplevede den opførsel fra kunderne.
Det var ikke noget problem for os, så vi fik bare en anden plads, og stedet var skønt! Det lå nærmest på en jordtange, der var skubbet ud i den mægtige Skeena-flod og omkranset, ja, nærmest omfavnet af den. Der var brusende, vildt vand på tre sider af pladsen, men alligevel lykkedes det os at finde en lille lagune, hvor vi kunne bade. Det var skønt og livgivende, og vi følte os i symbiose med naturen – på denne plads og på dette sted. Det var simpelt og uprætentiøst, men alligevel helt overdådigt i sin skønhed.
Helt i tråd med naturen, stedet og ånden stod denne stenvarde. Det er en ‘Inukshuk’, som traditionelt opførtes af inuitter og andre oprindelige folk i Arktis, særligt Canada, Grønland og Alaska. Den symboliserer fællesskab og tilstedeværelse, og ordet ‘inukshuk’ betyder faktisk ‘noget, der fungerer i stedet for en person’. Inukshuk er blevet et nationalt symbol for Canada – især efter at det blev brugt som logo for Vinter-OL i Vancouver 2010.
En kold tur i floden betød, at det var tid til spil og hygge og chips og terninger og snyd og bedrag, da vi atter en gang spillede meyer og snyd og 500. Livet er skønt! 🌞
Canada 