Fort St. James ligger tæt på Sowchea Bay Provincial Park, og der skulle være et lokalhistorisk museum i nærheden. Vi følte, at vi havde brug for lidt mere historie nu – efter alle søerne. Vi tog derhen, og det viste sig at være en god idé.
Det var en slags frilandsmuseum, og selvom vi til at starte med måske var lidt skeptiske, så forsvandt alle den slags tanker som dug for solen, da vi gik ind. Allerførste overraskelse var, at Parks Canada kører en sommerkampagne, så adgang til alle deres historiske seværdigheder er gratis.
Det var et virkelig fint og meget interessant sted, som på en levende og dyb måde lærte os noget om Canadas pelshandelfortid i peroden ca. 1800-1950.
Vi mærkede på skind fra bæver, odder, mår, jærv, egern, murmeldyr, stinkdyr, hermelin, mink, væsel, coyote, ræv, ulv, bjørn og mange flere. De var bløde og smukke, men fortalte en trist historie om menneskers enorme praktiske sans og de grusomme følger deraf. Tænk sig at opfinde en fælde, som kun skader det ene ben. Benet brækker nok, for fælden er stærk og smækker til. Så må dyret ligge fastspændt i sit skadede ben, indtil jægeren kommer. Det kan tage lang til, for han har mange fælder. Når han kommer, slår han dyret i hovedet med en kølle, til det dør. Det er da smart og praktisk, for der kommer jo kun huller i skindet ved benet og hovedet, og det betyder ikke noget, for de bliver skåret væk. Ja… Sådan var det.
De var også smarte på en anden måde. De var virkelig dygtige til at lave ‘håndens arbejde’, og de lavede de smukkeste patchworktæpper, kniplingsarbejde, fiskeruser, tømrersamlinger og meget andet.
Vi så også, hvad de lavede, når det skulle gå vildt for sig, og man skulle have sig et grin: ‘chickenraces’. Det var hylende sjovt, og vi fik alle lov til at satse på en høne.
Og så mødte vi Nicole. Hun var en ‘Indigenous’ ( = indfødt) kvinde, der havde arbejdet på stedet i 28 år. På et klingende britisk engelsk fortalte hun om ‘the officer’s house’, og det var selvfølgelig vældigt spændende, men det var slet ikke det, der fangede. Hun fortalte også, at det dengang til en vis grad stadig var helt normalt, at man fik et barn af sin søster, hvis man nu ikke selv kunne få et. Hun vidste jo, at hun alligevel nok fik 18 (Nicoles ord). Sådan havde Nicole selv fået et barn af sin søster, som nu var hendes søn på 22 år. Ja, du læste rigtigt. Hun havde simpelthen bare fået et barn, og så var alle glade.
Hun fortalte også i en bisætning om en anden del af Canadas historie, som er kulsort. Hun nævnte, ‘residential schools’, og hun nævnte, at hun selv havde gået i en af dem. Uden at vide hvilket åbent sår jeg rodede rundt i, spurgte jeg, hvad det var for noget. Hun forklarede, at det var kostskoler for indfødte børn fra den oprindelige befolkning. Skoler, som involverede tvangsfjernelse fra hjemmet, kun britisk-engelsk tale, hårklipning i europæisk stil, kristendomsundervisning og tæsk. Masser af tæsk. Særligt hvis man kom til at tale på sit eget indianske sprog. “They tried to beat the indian out of us, and they almost succeeded”, fortsatte hun med tårer i øjnene. Det var så her, at jeg tav med mine spørgsmål. Av. Jeg vidste det ikke endnu, men jeg skulle komme til at møde endnu en kvinde, der kunne fortælle om den frygtelige tid i Canadas historie, men den må du vente med at høre om.
Her er Nicole, som på sin vis er et paradoks. En indianer, som blev forsøgt gjort til et ‘rigtigt menneske’ (= en brite eller i hvert fald europæisk), og som nu prøver at blive indianer igen. Arbejdende på et sted, hvor hun ved, at hun skal repræsentere ‘The Newcomers’, gå i deres tøj og tale deres sprog. Hun ved, at hun som indiansk kvinde ikke har en chance for at avancere karrieremæssigt, og alligevel smilte hun. Stort og bredt og venligt.
Vi var en dejlig og samtidig tung oplevelse rigere, da vi satte os i bilen igen. Vi havde en halvlang tur på 350 km foran os, så vi måtte hellere komme afsted. Som altid når vi kører, ser vi smukke ting undervejs, når landskabet bryder bjerge ned eller bygger dem op, tilføjer søer og floder eller tømmer dem igen, og erstatter dem med dybe, grønne skove. Til sidst nåede vi frem til Tyhee Lake Provincial Park, hvor vi skulle overnatte. Det lå idyllisk ud til en stor sø, men det nåede vi aldrig at opdage, da regnen satte ind og trommede os sammen i camperen. Terningerne blev fundet frem, og vi måtte overgive os til hygge og snak og grin.
Canada 