I juli 2024, dvs. for bare et år siden, startede en ‘wildfire’, dvs. en skovbrand, i Jasper. Skovbrande er almindelige på disse kanter, og de regnes endda som en nødvendighed, en naturlig følge, i et komplekst økosystem. Alligevel er det et følsomt emne i Jasper, for der var mange, der blev berørte af branden, som varede i flere måneder. Cirka 30% af alle bygninger, dvs. private hjem, butikker, tankstationer, campingpladser m.v., brændte ned. Og det var ‘bare’ de bymæssige konsekvenser.
Nationalparken blev ramt hårdt. En skovbrand breder sig hurtigt og er svær at inddæmme, for økosystemet producerer selv brænde til bålet. En millimeterstor træ-tæge lægger sine æg i et træ. Larverne forgifter træet med svamp, og træet dør. Derved fodrer skoven så at sige branden – helt i tråd med naturens lov. Skovbranden i Jasper bredte sig henover ca. 33.000 ha (330 km2), og selvom canadierne har ryddet op og genopbygget, så er arrene tydelige, og de er langt fra færdige med arbejdet.
På nuværende tidspunkt har vi set en sø… eller to. Så reaktionen, da jeg foreslog, at vi skulle se et par stykker mere, var for at sige det mildt ikke overvældende henrykt. Ungerne satte hælene i og varslede sultestrejke, arbejdsnedlæggelse og sit-downaktioner, så vi måtte tænke i andre baner. Vi havde læst, at Jasper var en helt anden og noget mere kedelig by end Banff, men vi tænkte, at vi vel kunne gå en tur i byen, shoppe lidt og bare slentre, og det bragte straks smilene frem hos alle – også teenagerne.
Jasper var alt andet end kedelig. Vi oplevede den faktisk som meget mere spændende og hyggelig end Banff. Der var ikke horder af turister, og butikkerne var primært lækre outdoorbutikker, hvor man nemt kunne lade sig friste.
Da vi havde gået nogle timer, besluttede vi, at vi ville besøge et lokalt bryggeri, Jasper Brewing Co., der lå lige midt på hovedgaden. Det var et skønt sted, omend øllet manglede lidt smag. Vores ekspedient, som var en indfødt Jasper-bo, erkendte selv, at han meget bedre kunne lide de tyske, hollandske og belgiske øl. Tja, måske. Men hyggeligt var det! Han fortalte også om sin tid udenlands, som havde været spændende, men han ville altid vende tilbage til Jasper – det var hans hjem. Vi spurgte, om han var blevet berørt af skovbranden, og han fortalte med noget, der mindede om en mellemting mellem fascination og skræk, om brandens ødelæggelser af hans og familiens hjem, men også om, at branden var nødvendig og forventelig. Det et vist et livsvilkår, når man bor på disse breddegrader.
Senere samme dag konstaterede vi, at det var alt for hårdt at lave mad, så vi måtte hellere spise ude. Vi fandt en restaurant, der serverede lækre hjemmelavede burgere og pommes frites. Det faldt i god jord hos alle. Da maden var spist, gik vi udenfor, og det var blevet hundekoldt. Bevares, jeg havde da bare ben, men til gengæld vindtæt uld på overkroppen. Det hjalp ikke. På vejen hjem så vi denne her. I varm og levende majestæt mod den grå, brændte skov, den engang kaldte hjem. Hvor den på forunderlig vis undgik at dø i flammerne som så mange af dens artsfæller.
Canada 