Lykken står virkelig den kække bi! Vi vågnede til solskin fra en skyfri himmel, hvilket var helt forunderligt uventet efter gårsdagens regn og gråvejr. Vi stod op kl. 0730, og så skyndte vi os afsted. Vi ville ikke lade solskinnet slippe fra os, for Icefields Parkway måtte bestemt tage sig endnu bedre ud i det smukke lys.
Det gjorde den. Meget bedre. Vinden stod stille, men føltes svalende mod huden. Vi fornemmede, at vi havde en varm dag i vente. Vi kørte igen ind i Banff Nationalpark, men kun for en kort bemærkning, for inden vi så os om, kørte vi ind i en anden spændende nationalpark.
Turen var fantastisk smuk, og vi måtte stige ud af bilen hvert andet øjeblik, så vi kunne nyde de storslåede udsigter ud over tilsyneladende uendelige skove og forrevne og dramatiske klipper.
Efter 50 km nåede vi grænsen mellem Banff, Canadas ældste nationalpark, og Jasper, den største nationalpark i Rocky Mountains. Hvor Banff er 6.641 km2, er Jasper 11.000 km2. Der er også andre forskelle. Banff regnes for at være mere turistet, mere ‘velfriseret’, og naturen er lettere tilgængelig. Jasper er vildere, større og væsentligt mindre populær. Hvor Banff besøges af ca. 4 millioner årligt, besøges Jasper kun af 2,5.
Vi var nærmest kun lige passeret grænsen mellem nationalparkerne med en vognlængde, da vi så skiltet til Icefield Centre og Columbia Icefield. Man er aldrig i tvivl, om man kigger på en gletsjer eller bare en klat sne, for gletsjerne har sådan et blåligt skær, som nærmest stråler ud fra deres indre. Fra parkeringspladsen kunne vi se lige over på Athabasca Glacier, som er den andenstørste af 6 gletsjere, der tilsammen danner Columbia Icefield. Athabasca Gletsjeren var i 1844 så stor, at den dækkede hele den parkeringsplads, vi holder på, samt hele Icefield Centre. Den smelter hurtigt på grund af stigende temperaturer, og man mener, at den kan være helt væk i år 2100. I den næste billedgruppe kan du se på de sidste 3 billeder, hvor meget isen er smeltet siden 1844, for den gik helt derop, hvorfra billedet blev taget.
Icefield Centre er en turistmagnet, men vi var der heldigvis tidligt, da de lige havde åbnet. Vi kunne derfor undgå køen og straks komme med på vores valgte oplevelse, som var en gåtur ud på ‘Skybridge’. Først skulle vi med bus, hvor den kvindelige buschauffør gavmildt delte ud af sin viden om området. Da vi kørte langs et fladt flodleje, og vi så nogle kæmpestore stenblokke, der lå spredt på tilfældig vis på begge sider af kørebanen, fortalte hun, at man kalte området for ‘the shooting range’ ( =skydebanen). Vand trængte ind i bjergsprækker, og når det frøs og tøede igen, kunne det resultere i, at sten blev løsnet og ‘skød’ ned på, ja, hvad der nu måtte være nedenunder. Uha.
Bussen kørte os til Sunwapta Valley, som er skabt af de gletsjere, der dækkede og formede landskabet, udskar dalene og pressede jord og sten sammen og opad og derved skabte bjergene i Rocky Mountains. Det var gletsjernes langsomme glidende bevægelse, der med deres enorme vægt og styrke gjorde Rocky Mountains til det uforlignelige landskab, det er i dag.
“Ice has a social life. Its changeability shapes the culture, language and stories of those who live near it.” Citat: Robert Macfarlane (frit oversat: Is har et socialt liv. Dens foranderlighed former kulturen, sproget og historien for dem, der bor i nærheden af den.)
‘Skybridge’ er et imponerende og lidt skræmmende bygningsværk, som nærmest er bygget udenpå klippen. Broen er bygget af glas. Ja, du læste rigtigt: glas. Bevares, den holdes sammen og oppe af en metalkonstruktion og er sat sammen med skruer og bolte, men det ændrer ikke på, at hele broen er af glas (du ved, det der materiale, der nemt knuses…). Til gengæld er der virkelig langt ned, hvis den skulle gå i stykker, så det er jo altid noget.
Gangstien hen til ‘Skybridge’ ligger helt ud til kanten af klippen og var i sig selv skræmmende. På den ene side af gangstien var der et brat og stejlt bjerg, der gik op og op. På den anden side var der et brat og meget, meget stejlt ned.
Det var en fantastisk oplevelse. Meget skræmmende og helt uoverskueligt at tage de første skridt ud i ‘intet’, men det var samtidig fascinerende, pulsøgende og afsindigt adrenalinudløsende.
Vi var helt høje bagefter og kunne slet ikke få armene ned igen. Én ting er omgivelserne, udsigterne og alt det andet storslåede foran vores øjne. Noget andet er gletsjerne. De hvid-blå oldtidskæmper, der gemmer på hemmeligheder – historie frosset i tid. Hvem ved, hvad de skjuler? Det føltes spændende og opløftende at tænke på, at vi endnu ikke ved alt, hvad der er værd at vide. Samtidig var det vemodigt at tænke på, at Athabasca Glaciers hemmeligheder måske er afdækkede om 75 år.
Med tankerne fulde af hemmelighedsfulde drømme om, hvad der var, og hvad der er, fortsatte vi. Vi havde stadigvæk i omegnen af 100 km at køre, og vi havde planlagt flere stop undervejs.
Næste stop på vejen var Sunwapta Falls, hvor vandet skød ud over klipperne og faldt ned i dybet, hvor en dyb og smal kløft førte vandet videre. Vi nød synet, men der skulle noget til for at imponere os.
Videre det gik, og Icefields Parkway førte os som det næste til det ikoniske Athabasca Falls. Vredt vand buldrede rasende ud over kanten og sendte kaskader af dugdråber mod os måbende tilskuere. Smeltevand fra gletsjere, der var strømmet hertil fra Sunwapta Valley, demonstrerede, hvordan vand – ligesom is – har en skælvende, øresønderrivende magt. Skabermagt, når den sender livgivende dråber i jorden og fugter tørre halse, og destruktionens magt, når den slider, drukner og gennemborer.
Endelig fremme i Jasper var vi totalt udmattede. Glade, men udmattede. Det var endnu en vild dag i naturens tegn, og man kan næsten blive i tvivl om, hvor meget øjnene kan holde til at se 🌸
Canada 