Vi startede med et stop i Lake louise, hvor vi provianterede. Lake Louise, der er Rocky Mountains højest beliggende samfund (1.562 m), har et lille turist-landsby supermarked. Priserne er skyhøje, men det er til gengæld det eneste alternativ i miles omkreds. Vi forlod Lake Louise og startede vores næste eventyr ad Icefields Parkway, der kaldes en af verdens smukkeste bjergveje.
Icefields Parkway er et specielt sted på mange måder. Det er komplet umuligt at forudse vejret, som kan byde på alt fra høj sol, regn og snestorm – også i juli måned. Derudover er det en strækning på ca. 230 km, hvor der ikke er mobilforbindelse. Der er til gengæld masser af vildt, og der er advarsler alle vegne, der tilkendegiver, hvordan man skal agere i mødet med vilde dyr.
Jeg har læst så meget om Icefields Parkway, inden jeg kom herover, så jeg var spændt som en fjeder og klar til at fotografere alle bjørne og pumaer, der kom forbi. Desværre så jeg ingen vilddyr. Til gengæld var der masser af smukke udsigter i nogle lidt grålige nuancer, for vejret blev i stigende grad vådt og regnfuldt. Det begyndte at regne – sådan ret meget.
Vi stoppede ved endnu en ufatteligt smuk sø, nemlig Bow Lake, som vi kørte forbi. Farverne gjorde ondt i øjnene med en blå nuance, som vi syntes, vi var ved at lære at kende. Canada-blå.
Efter bare 50 km på Icefields Parkway, nåede vi vores destination ved Silverhorn Creek. Campingpladsen administreres af Parks Canada, og det er derigennem, at jeg havde booket pladsen. Af faciliteter var der muldtoiletter og brænde.
Vi gik en tur på pladsen, der ligger lige ved siden af Silverhorn Creek. Faktisk var der ikke mere end 10 m fra bagenden af camperen og til vandkanten. Vi så masser af smukke og mærkelige planter langs flodbredden og bestemt en del arter, vi ikke finder i Danmark.
Vi havde købt tilladelse til at lave bål, så det gjorde vi. Regnen var stilnet, og vi blev enige om, at et bål hørte sig til. Det var ikke kun os, men alle de nærmeste naboer gjorde det samme.
Elias og Bjarne krydsede vandet. Selvom der faktisk var ret meget drøn på strømmen, var det en fristelse, de ikke kunne modstå. Susse og jeg måtte også dyppe tæerne. Vandet var koldt – meget koldt. De isnende strømme af krystalklart vand strømmede rundt om vores fødder og ben og smøg sig, rensende og kølende, om os, og gav os på sælsom vis fornyet energi. Indtil det gjorde ondt.
Brian gik selvfølgelig skridtet videre og tog en dukkert efter sin træning. Bare lige sådan en forfriskende dukkert i en flod, hvor vandet er cirka 5 grader. Det er klart.
Om aftenen fandt vi hyggen frem igen. Denne gang i form af raflebægre, terninger og snyd og bedrag. Der blev øvet pokerfjæs og smidt til højre og venstre med bedrageriske løgne, og det var hamrende sjovt. Så var det da ligegyldigt, ja, endda bare ekstra hyggeligt, at regnen var taget til udenfor.
Canada 