På en helt normal dag kan man sagtens være heldig at opleve ekstraordinære ting. Det gjorde vi (igen) i dag.
Vi havde været heldige at få 6 pladser på shuttlebussen til Lake Moraine og Lake Louise gennem Parks Canada. Der er flere private udbydere, der sælger samme tur, men jeg betalte 26.50 canadiske dollars for os alle 6, og de private tager cirka 125 dollars. Altså per person 😬
Vi hoppede på bussen kl. 12 ved Lake Louise skisportssted, og så var første stop Moraine Lake. Vi mødte en canadisk kvinde fra Calgary for en uges tid siden, da vi besøgte Lake O’Hara, og hun fotalte, at hendes favoritsted i verden var Moraine Lake. Jeg spurgte hende hvorfor, og hun svarede øjeblikkeligt: “Simply for the beauty of it”, som oversat betyder “på grund af dens skønhed”.
Og ja, hun havde ret i, at det var et virkelig smukt sted. Vi diskuterede, hvilken farve søvandet er. Når det er overskyet, er det blåt med et lidt usædvanligt lyst skær. Når solen står på et det, tja, ikke bare lyseblåt, ikke turkis, ikke grønt, men måske en blanding. Smaragd-agtigt. Det er svært at beskrive.
Vi tog en shuttlebus videre til Lake Louise, hvor det var et turist-inferno, som vi også så det ved Emerald Lake. Vi besluttede os for at dele os, så Susse, Bjarne, Elias og Silje gik turen i kanten af søen, der hed ‘Lake Louise Lakeshore’. Brian og jeg havde gode ben, så vi ville prøve at gå op i bjergene, hvor man kunne besøge Lake Agnes. Det var en voldsom stigning på 500 højdemeter over 3-4 km. Det gik kun op. Og op. Og så lidt mere op. Vi gik hurtigt, for vi ville ikke have, at de andre skulle vente alt for længe på os.
Undervejs nåede vi ‘Mirror Lake’, der var en smuk sø midt i bjerg- og skovlandskabet. Det var et tiltrængt pausested, hvor vi kunne nå en tår vand, inden vi fortsatte på de sidste 700 meters opstigning mod Lake Agnes.
Da vi endelig nåede toppen, så vi, at det lille tehus ved Lake Agnes var velbesøgt. Masser af mennesker havde slået sig ned og hyggede sig ovenpå strabadserne. Der var endda en flok unge, modige mennesker, der bekymringsfrit kastede sig i søens ca. 5 grader varme smeltevand og hvinede henrykt. Uhh.
Vi (læs: jeg) var færdige. Det havde været en hård tur hertil, og vi manglede hele turen ned igen. Brian så, at man kunne gå en anden, længere, tur tilbage til Lake Louise, og det, syntes han, vi skulle. “Det går ikke mere opad!”, sagde han. “Vi er jo ved toppen,” sagde han. Det viste sig, at det var langt fra sandt, og vi havde den barskeste, stejleste og mest udfordrende (og skræmmende) opstigning foran os.
Da vi endelig nåede toppen, var mit krudt brugt, og jeg begyndte nedstigningen. Brian gik 400m ud til udsigtspunktet, hvor han så ‘The Big Beehive’, og det var fantastisk. Det gav et fantastisk vu ud over smukke Lake Louise.
Nedstigningen var en smal sag. Hvis man passede på rødder og sten, så kunne man faktisk løbe næsten hele turen ned. Man fik fart på, men det var rart ovenpå opstigningens nedslidende hivende åndedræt og tunge ben.
På vej ned stod vi pludselig over for ham (?) fyren her, som syntes, vi var aldeles ligegyldige. Vi tror, det var et hulepindsvin. Endnu længere nede så vi et andet slags ‘vilddyr’, nemlig en menneskelig bjergged. Hold da op, det var imponerende. Pludselig var jeg svært godt tilfreds med at stå med begge ben solidt plantet på jorden, og jeg ville til enhver tid foretrække vores type bjerg-aktivitet frem for hans.
Trætte, men i god behold, returnerede vi til camperen og Lake Louise Campground. Vi var trætte og glade, da vi lagde os til at sove, men også ret spændte. I morgen starter et nyt eventyr, når vi indleder vores tur på Icefield Parkway. Det er en tur på et par dage, hvor der ikke er noget som helst mobil- og internetsignal . Til gengæld er der masser af bjørne og andre vilddyr… såhh.
Vi ses på den anden side 🐻
Canada 