Vi startede tidligt, for vi begynder at forstå, at turiststrømmene er værst omkring middagstid. Vi forlod derfor Whispering Spruce Campground kl. cirka 0800, og som vi koblede os på Highway 1, forlod vi også Golden.
Næste stop var Wapta Falls, som ikke fylder ret meget i guidebøgerne. Det ligger lige på vejen mod Lake Louise, så det passede perfekt. Vi drejede væk fra landevejen og kørte igen ind på en grusvej i meget dårlig forfatning. Efter et par kilometer endte vejen i en parkeringsplads ude midt i skoven, og en lille sti førte os dybere ind mellem træerne.
Et par kilometer gik vi vel, og ud af ingenting dukkede et kæmpestort og smukt vandfald op. Det var lidt en overraskelse, fordi alle turisterne var væk, og vi havde det hele for os selv.
Efter Wapta Falls kørte vi videre nordpå ad Highway 1 og gjorde kort holdt ved en bro, der er skabt af naturen selv. “Natural Bridge” hedder den i al sin enkelthed. Det var faktisk ikke så meget den naturskabte bro, der fangede vores opmærksomhed, men hvordan vandets voldsomme kræfter kan ændre et landskab. Vi så, hvad der lignede forstenede træer, blive malet, skyllet og presset i stykker.
Efter “Natural Bridge” ville vi gerne besøge “Emerald Lake”, der lå endnu et stykke nordligere ad Highway 1. Desværre var alle andre turister i Canada kommet på den samme idé, så det var sort af mennesker. Alene det, at vi måtte parkere 20 minutters gang fra søen i en lang slange af autocampere, der gik fra søen nonstop til vores camper, siger vist det hele. Ved søen var der kanosejlere, paddleboardere, hunde i snor, børn uden snor og mange, mange andre. Det var alt for meget. Vi skyndte os at tage de obligatoriske fotos af endnu en krystalklar sø, og så gik vi de 20 minutters gang tilbage til camperen igen.
Fra “Emerald Lake” kørte vi videre mod nord, hvor vi gerne ville se “Takkakaw Falls”. Det viste sig dog, at vores camper var for stor, så den måtte ikke køre de 13 km til vandfaldene, fordi hårnålesvingene var for skarpe. Nå.
I stedet faldt vi ved en tilfældighed over et sted, hvor to floder mødtes, og det var spændende. Det interessante var, at de to floder havde to bemærkelsesværdigt forskelligt udseender. Yoho River er mælkehvid på dette sted, fordi gletsjerne ovenfor maler og moser klipperne og skaber stenmel, som løber med vandet ned i floden og giver den hvide farve. Kicking Horse River har derimod været igennem flere søer, inden dette møde med Yoho River, så stenmelet er allerede sunket til bunds, og derfor er vandet krystalklart. På billederne kan du se farveforskellene ret tydeligt, og du kan fornemme de to rivende floder strømme ind i hinandens kølige bølger og sammen skabe en helt 3. farve.
Da vi kørte videre, forlod vi Yoho Nationalpark, og det føltes bittersødt, for vi ved jo godt, at vi givetvis aldrig besøger den igen. Til gengæld var det dermed goddag til Banff Nationalpark og Alberta, og det var et kært gensyn.
Endelig fremme i Lake Louise fornemmede man ‘the buzz’. Der var mange mennesker, og det føltes hektisk og knap så hyggeligt og stille og roligt som Golden. Heldigvis havde vi fået en campingplads på den meget eftertragtede Lake Louise Campground for de næste to nætter. På denne plads er det lidt specielt, for man må kun bo her, hvis man er ‘hard-sided’, hvilket vil sige, at man ikke må have teltdug som tag eller sider. Man skal være helt beskyttet af hårde sider på vognen. Årsagen er, at der er meget vildt i området, og bl.a. bjørne har en utrolig lugtesans. Der findes også en teltplads, men til forskel fra autocamper-pladsen, er den helt hegnet ind i elektrisk hegn.
Vi har også været heldige at få pladser på shuttlebussen til hhv. Lake Louise og Moraine Lake, og dem skal vi besøge i morgen. Vi tog ud at spise på en hyggelig pizza-/pastarestaurant, men det blev ikke nogen sen aften.
Canada 