Grib kaffekoppen og sæt dig godt til rette, for nu skal du med på eventyr…
Lake O’Hara, som ligger i Yoho National Park i British Columbia, er omgivet af dramatiske bjerge, alpine søer og vilde blomsterenge. Vandet i søen er krystalklart og turkisfarvet – som noget fra et postkort. Omgivelserne rummer også lodrette klippevægge, gletsjere og imponerende vandfald.
Det er et ubegribeligt magisk sted, hvor farver og planter stråler og trives, og Lake O’Hara er et skoleeksempel på bæredygtig turisme og på, hvordan man balancerer offentlig adgang til et område med naturbevarelse og -beskyttelse. Det er et beskyttet område med unikt dyre- og planteliv, herunder sjældne alpine arter.
Netop adgangen til området er speciel, fordi den er stærkt begrænset. For at bevare det skrøbelige økosystem begrænser Parks of Canada antallet af daglige besøgende. Man skal skrive sig op til at deltage i en lodtrækning for at vinde en plads på en særlig bus, der kører til området – det er ikke muligt at køre dertil i egen bil. Der er ganske få daglige busafgange til området, og man kan ikke videresælge sine billetter – hvis ikke man kan den pågældende dag, er det bare ærgerligt. Dette gør oplevelsen mere fredelig og eksklusiv – en sjældenhed i populære nationalparker.
Ansøgningsfristen for at deltage i lodtrækningen om at få plads på bussen til Lake O’Hara var i marts måned. Jeg ansøgte, men det var svært at gennemskue, om det overhovedet var den mindste smule realistisk at komme med. Vi havde kun et lille vindue, hvor oplevelsen ville være mulig, inden vi skulle videre, og desuden var man jo oppe imod tusindvis af turister og ikke mindst herboende canadiere, såååhh…
I starten af april fik jeg svar. Vi havde fået 6 pladser på bussen på den ønskede dag og tidspunkt. Jeg var helt høj! Hvor heldig har man lige lov at være!
Så i dag kl. 0800 stod vi klar på parkeringspladsen ved shuttlebussen til Lake O’Hara. Vejrudsigten stod på silende regn, men vi var ligeglade. Vi var forberedte på ‘worst case’, så vi havde pakket rygsækkene med drikkedunke, regntøj og selvfølgelig bjørnespray. Der er masser af vildt i området, og det er en kendt korridor for bjørne, så man skal tage sine forholdsregler.
Buskontrolløren kiggede undrende på mig, da jeg sagde, at vi var 6 personer. Har I vundet 6 pladser i lodtrækningen?, spurgte hun vantro. Det gav en ekstra lille kildren i maven af lykke, da vi kunne fornemme vores utrolige held. Vi var ca. 20-30 personer ombord på bussen, så der var mange tomme pladser. Buskontrolløren gav en vejledning, inden vi kørte, og hun bad os indtrængende om at beskytte stedet: “Træd ikke uden for stien. Planterne tager skade. Flyt ikke en sten og saml ikke en pind op. Et dyr lever under eller i den.” Man forstod, hvor engagerede canadierne er i at beskytte deres unikke natur, og det gav genklang i os, og vi ville gøre alt for at passe på.
Busturen var en bumlet affære. Bussen var en gammel skolebus, og vejen var kun bred nok til et enkelt køretøj. Vi kørte i ca. 20-30 minutter ad en grusvej, der førte os dybere og dybere ind mellem de høje træer, og det føltes, som om skoven slap os igennem og lukkede sig efter os.
Da vi steg ud af bussen, var der regn i luften, skoven åndede tungt og sendte damp op af jorden, så det føltes som regnskov, man steg ud i. Der var ikke et øje, og de få andre busrejsende forsvandt ind imellem træerne på stier, der skulle føre dem ud på deres egne eventyr.
Vi startede med at gå de 20 meter ned til søbredden af Lake O’Hara. Det var så smukt, at det nærmest gjorde ondt i øjnene. Det var stille, og det var kun skoven og dens beboere, der lavede lyde. Pippende, kradsende, klukkende lyde. Og så bare stilhed.
Vi besluttede os for at dele os. Nogle af os ville gerne gå turen snært rundt om Lake O’Hara, mens andre gerne ville lidt længere ud og udforske området på den alpine vandrerute til Opabin Plateau og Opabin Lake. Uanset hvorhen vi gik, var vi sikre på fantastiske oplevelser.
Turen mod Opabin Plateau var stejl og meget udfordrende. Da vi gik derop, begyndte det at regne. Kiggede man til siderne, gik et sug gennem maven, for vi steg hurtigt i højdemeter for hvert gået skridt, og der var intet rækværk eller anden sikkerhed end vores egen årvågenhed. Turen op var hård. Med regnen kom der også nogle heftige vindstød. Regnen medførte glatte klippetrin, og sammen med vindstød er det en dårlig kombi. Uhhh.
Vi kom op, og belønningen var stor. Udsigten var imponerende, og det var alle strabadserne værd.
Vi gik videre. Vi ville se Opabin Lake, og det betød endnu en vandring op ad glatte trin, der var hakket og lagt sirligt gennem landskabet. Vi kom forbi smukke søer undervejs, og hver gang måtte vi stoppe og lade os imponere.
Naturen var ganske enkelt bjergtagende og efterlod os tavse. Ind imellem fandt vores blikke hinanden, og vi måtte bare smile et indforstået smil. Det var en skjult skat, vi havde fået lov til at få indblik i, og vi behøvede ikke sætte ord på. Efter endnu en stigning nåede vi Opabin Lake, som ligger lige nedenfor snedækkede bjerge, og den lyser nærmest smaragdgrøn – ligesom Lake O’Hara.
Nedstigningen gik hurtigt, for det gik meget stejlt ned ad bakke. Vi satte bremserne i, så benene ikke stak af, for man skulle ikke miste et skridt på vejen. Rødder og grene lå som små snirklede snore henover stien, og det var en reel risiko at falde ud over kanten af stien. Der var langt ned til siderne, men man kunne vel være heldig at blive bremset af et træ i et frontalt sammenstød. Uha.
Vi nåede ned til Lake O’Hara igen, og vi mødte den anden halvdel af os, og de havde oplevet store sager. Ud over at de også havde ondt i øjnene af at kigge på al den skønhed, så havde de mødt en marmot (murmeldyr), som nysgerrigt og frygtløst nærmede sig og undrende tog homo sapiens i øjesyn.
Vi havde en fantastisk dag , som vi sent vil glemme. Busturen ud fra området og køreturen tilbage til Whispering Spruce Campground i Golden blev en stille og eftertænksom en af slagsen. Aftenen blev ikke lang, for vi var fyldte til randen af dagens oplevelser, og vi havde alle brug for søvnens blide favntag.
Canada 