7. juli 25: Banff Upper Hot Springs

Vi vågnede stivfrosne. Natten havde været hundekold, og vi havde ikke været forberedte på det. Vejret er generelt meget omskifteligt. Det ene øjeblik sveder man, når solen sender blide bølger af varme kærtegn mod dig. I næste øjeblik har du travlt med at finde regntøjet frem, når det pludseligt og uden varsel begynder at styrtregne – og typisk kun med et anstrøg af en sky på himlen. Det bliver koldt, så lunt, så blæsende, så brændende. Det er på sin vis meget charmerende, men det sætter også visse krav til garderoben.

Da vi havde tøet vores stakkels forfrosne kroppe op, blev vi enige om, at vi havde brug for varme. Vi havde læst om de geotermiske varme kilder, der er blevet udnyttet af de lokale til mange forskellige formål gennem tiderne. Nu bruges de til termiske bade, hvor vandet er nedkølet (læste du virkelig rigtigt, tænker du. Ja, nedkølet!) til 40 grader. Vi besluttede os for at besøge Banff Upper Hot Springs.

Så altså først madpakkesmøring…

Derefter gik nogle af os turen derud, og andre tog bussen. På vejen gik vi igen igennem Banff by.

På vejen fra Banff passerede vi igen Bow Falls, som tog sig fantastisk ud i det strålende solskin.

Fra Bow Falls til Banff Upper Hot Springs gik det stejlt op, men ud af det blå dukkede ‘The Fairmont’ op, som er et hotel-slot midt ude i skoven.

Turen videre var smuk. Gennem den dybe mørke skov gik det ad små kringlede stier. Op og op. Man skulle holde øje med, hvor man satte fødderne, for der var sten og forræderiske rødder overalt.

Endelig nåede vi frem til Banff Upper Hot Springs, hvor vi mødtes med de andre, der kom med bussen. Vi spiste vores madpakke, og så var vi klar til at gå ind og lade os blødgøre. Det var endnu en skøn oplevelse. Varm og velgørende.

Skriv en kommentar