3. juli 25: Calgary

Vi vågnede vist alle helt af os selv kl. ca. 5 om morgenen, og vi var på ingen måde udhvilede. Det var sådan set fint nok, for vi ville gerne have en ikke alt for sen start på dagen. Da vi ankom i aftes, så vi, at byen bød på højhuse og spændende byggerier, og vores rare taxachauffør fortalte os, at der var bygninger med 74 etager.

Vi ville finde et sted, hvor vi kunne spise morgenmad. Det blev til et besøg i en af Calgarys seværdigheder, der hedder “The Core”. Egentlig er der tale om et stort indkøbscenter, hvor indretningen er lidt speciel. På øverste etage er der lavet en form for indendørs botanisk have med træer, blomster og buske, hvor der også er store bassiner og rislende vandløb.

Vi spiste morgenmad og kiggede lidt i de forskellige butikker, og så var vi ellers klar til at gå videre ud i byen. Vi havde læst i guidebøgerne, at Calgary faktisk ikke rigtig var værd at bruge for meget tid på. Der skulle ikke være så meget at se, og den skulle være lidt kedelig. Jeg skal ikke kunne sige, om Calgary altid er sådan eller ej, men vi fik en helt anden oplevelse end bøgernes støvede version.

Da vi forlod “The Core”, gik vi uden at vide det mod byens gågade, hvor det summede af liv. Meget hurtigt stod det klart, at byen var på den anden ende i forberedelserne af “Calgary Stampede”. The Stampede er en kæmpe begivenhed, der finder sted i Calgary hvert år. Det er en form for festival, der står i rodeoens og cowboy’ernes tegn. Den varer 10 dages tid og fylder et enormt område af byen med opvisninger, markeder, boder, musik og ikke mindst mængder af cowboystøvle, -hat og -bukseklædte mennesker.

Stemningen var god og summende, og countrymusikken flød ud af de halmballe-pyntede barers højttalere. Alle vegne blev der solgt cowboyhatte og de helt rigtige outfits. Kvinder og mænd gjorde sig klar til et brag af en fest, og de klædte sig ikke ud i cowboytøj, men iklædte sig det som det mest naturlige i verden. Som en ældgammel parringsdans udstrålede mændene i deres Wrangler-uniform en maskulinitet, der flød i stride strømme. Kvinderne, der udstrålede ditto sensualitet og skønhed, strålede i denim-outfits. De matchede. Det var ‘meant to be’ – om og om igen.

Der var masser af politi i gaderne, og de havde også cowboyhatte på. De var imødekommende og glade, og man kunne mærke, at de ikke var “på vagt”.

Calgary efterlod et skønt og meget positivt aftryk. Alligevel er alt nok ikke helt så rosenrødt, som vores taxachauffør sagde til os i går. Én ting, som er svært at overse i Calgarys gader, er antallet af forhutlede, triste skæbner. Fentanyl og andre hårde stoffer har taget et fast greb om mange i Canada, og særligt British Columbia og Alberta er hårdt ramt. Tomme blikke og mennesker i krise på mange gadehjørner og voldsomme psykotiske episoder er prisen, som betales af alle. For den enkelte er prisen højere, end jeg tør tænke på.

Da det blev aften, var Calgary stadig i festhumør. Unge og gamle i deres stiveste cow-outfit viste sig frem i gågaden. Vi oplevede kun glade mennesker, og aftenluften var fuld af glæde og forventning.