Tirsdag den 1. juli samledes vi alle seks hjemme hos os, og så tyvstartede vi rejsen, da vi tog toget til Frederiksberg for at indlogere os i en lejet lejlighed for natten. Til at starte med var overnatningen blevet bestilt ud af nødvendighed på grund af et meget tidligt afrejsetidspunkt om onsdagen. Da afrejsen senere blev skubbet flere timer, var der nu ikke længere tale om nødvendighed, men om et tilvalg af ekstra rejsetid – og dermed ferietid.
Vi mærkede rejsefeberen gøre sit indtog i vores kroppe, mens vi sultent spiste pizzaer og sendte små smil til hinanden. Endelig på vej!
DSB artede sig, så vi ankom som planlagt til lejligheden. Vi brugte aftenen på at opdatere de sidste detaljer, hvilket blandt andet indebar udfyldelse af ‘ArriveCan’, som er en indrejsedeklaration. Derudover scanning af vores pas i KLM/AirFrance app’en, dobbelttjekke mobilabonnementerne, pas og så videre.
Næste morgen, onsdag, slæbte vi os de få hundrede meter til metrostationen, og 19 minutter senere var vi i Københavns Lufthavn med cirka 3 timer til afrejse. Check-in og sikkerhedstjek gik forbavsende hurtigt – faktisk stod vi slet ikke i kø på. Mor og far overraskede os med en morgenmadsinvitation i en lufthavnslounge, og det var en fantastisk måde at tilbringe ventetiden.
Kl. 1245 var der endelig afgang mod Amsterdam i et propfyldt fly. Af ukendte årsager var vi blevet opgraderet til den lidt mindre skrabede økonomiklasse, så vi fik både ekstra benplads og mad og drikke. Det gjorde ikke noget.
Da vi ankom til Amsterdam, var vi forsinkede. Lufthavnen er stor, og vi havde en sikkerhedskontrol og en lang vandring, før vi var ved gaten. I forvejen havde vi kun ca. 75 minutter i transit, men nu havde vi kun små 60. Det var uvelkomment stressende, og selvom vi nåede flyet, var det rent held.
Flyet fra Amsterdam til Vancouver lettede til tiden, og vi sad godt og heldigvis sammen, så der var lagt op til en hyggelig tur på 9 timer. Vi havde god plads og god comfort, så turen var faktisk fin. Vi fløj henover Island, Grønland og ned igennem Alaska på vejen dertil, og selvom man ikke kunne se noget ud af vinduerne, var det sjovt at følge med på den interaktive rejseskærm.
Vi ankom til Vancouver med en forsinkelse på en lille halv time, og da vi igen ikke havde for meget tid til transit i lufthavnen , var det stressende. Jeg havde læst, at sikkerhedskotrollen i Canada var at sidestille med den i USA, så selvom vi havde udfyldt deklaration på forhånd, kunne det nok knibe med at nå næste fly. Igen var heldet med os, for lufthavnen, som ellers er stor, var nærmest tom for mennesker. Vi stod ikke i en eneste kø, og registrering og sikkerhed gik helt problemfrit. Ja, vi fik faktisk aldrig vist vores eTA (Electronic Travel Authorization), som man ellers skal. Personalet var søde og hjælpsomme, og faktisk var vi fremme ved gaten i særdeles god tid.
Den sidste flyvning var fra Vancouver til Calgary. Trætheden begyndte at melde sig, for selvom klokken sagde 1730 lokal tid, da vi skulle flyve, var den altså 0230 dansk tid. Heldigvis boardede vi flyet fra Vancouver til Calgary i god tid, så nu kunne vi bare læne os tilbage og nyde den sidste halvanden times tid inden ankomst.
På trods af trætheden, kunne man ikke ungå at nyde synet ud af vinduerne. Pludselig var der bjerge i baggrunden…
I Calgary gik alting forbløffende let. Vores bagage kom på bagagebåndet som det allerførste, og security var der ikke noget af. Vi gik direkte ud på gaden og hyrede en stor taxa, der fragtede os alle 6 og vores mange stykker bagage til ‘Coast Calgary’, som er vores hjem de næste nætter. Undervejs fortalte vores søde chauffør om sin flugt fra krigshærgede Etiopien for 20 år siden, hans sorg og savn og hans glæde over at bo i Canada, hvor alting ifølge ham er ‘clean, safe and absolutely perfect’. Den sødeste taxachauffør jeg har mødt.
Check-in og så sove… Klokken var ca. 2200 lokal tid, men 6 om morgenen dansk tid, da vi overgav os til søvnen. En god nattesøvn skal der til, og så er vi klar til første dag i Canada 🇨🇦
Canada 